Lidt om Club Røs og ”udvikling”

Læserbrev: Lidt om Club Røs og ”udvikling”.
På det seneste er modstanderne af at etablere Club Røs (og jeg er en af dem) blevet påduttet, at være bagstræberiske – ”nejsigere” og generelt mod udvikling af Røsnæs. Sådan forholder det sig ikke – overhovedet ikke. Den misforståelse har tydeligvis noget at gøre med, at ”udvikling” betyder ændring af én tilstand til en anden. Udvikling siger derimod ikke noget om i hvilken retning.
Som det er velbeskrevet i medierne, er der rigtig meget gang i ”de lokale” når det drejer sig om at få en friskole, et forsamlingshus og en nærbutik til at trives og blomstre. De tre nævnte institutioner er jo netop de grundpiller, hvorpå der kan udvikles og vedligeholdes et mindre lokalsamfund. Men – vi kan ikke alene – så lidt kommunal velvilje til at tilvejebringe det lovmæssige grundlag (læs: en lokalplan) for et passende antal boliger ville være meget velkomment. P.t. er der vist nok mulighed for at udstykke og opføre nogle få en- eller tofamiliehuse, men antallet er ikke stort nok til at en udvikler finder det interessant at gå i gang med et projekt. Den form for udvikling vil næppe møde nogen stor modstand på Røsnæs.
En anden ”udvikling” er den der knytter sig til vores bevaringsværdige natur. Det er nu heldigvis blevet et landspolitisk ”must” at etablere og bevare naturområder i en helt anden størrelsesorden end det tidligere har fundet sted, for at komme den truede biodiversitet til undsætning.
Med undtagelse af naturområderne på de sydvendte kyster og selve Røsnæsspidsen, er Røsnæs i dag præget af bymæssig bebyggelse, fritidshusudstykinger, mindre økologisk drevne landbrug og vingårde. Dertil kommer naturligvis arealet til veje m.v. og – for den største dels vedkommende konventionelt drevne landbrug. Tænk hvis denne største del over tid kunne bidrage til mindre kvælstofudledning til de omkringliggende farvande, mindre forurening af vores grundvandsressourcer og større biodiversitet. Et fromt ønske fra min side vil være, at de netop forhøjede tilskud til omlægning til økologisk drift får nogle af vores landmænd til at ”udvikle” Røsnæs, og således bidrage til det vi betragter som et bevaringsværdigt Røsnæs. Rigt på flora og fauna, og fremtidssikret natur.
Jeg har set, at nogen er bekymrede for, hvad det er for et Røsnæs vi, der ikke har ønsket os et Club Røs, vil efterlade til kommende generationer. Med ovenstående håber jeg, at have fjernet denne bekymring. Et grønt, smukt og levende samfund, men ikke ferieindustri, det er det vi tænker at gi' i arv til fremtiden.
Jens Olesen
Nattergalevej 14
Bjørnstrup
4400 Kalundborg