Lær om livreding i Kalundborg Svømmehal i påskeferien

Nu kan man lege og lære om livredning, når LivredderPatruljen besøger Kalundborg Svømmehal i skolernes påskeferie.

Lær om livreding i Kalundborg Svømmehal i påskeferien
LivredderPatruljen besøger Kalundborg Svømmehal mandag den 14. april kl. 10-12. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I skolernes påskeferie får Kalundborg Svømmehal besøg af TrygFondens LivredderPatrulje, der vil lege med børnene og lære både børn og voksne livredning.

Hop i vandet med redningsvest på, bjærg en dukke og kast med en redningskrans – eller hold balancen på et vaskeægte livredderboard. Når TrygFondens LivredderPatrulje besøger Kalundborg Svømmehal i skolernes påskeferie, kan alle børn og voksne være med og lære om livredning i vandet.

Sammen med svømmehallens egne livreddere sætter LivredderPatruljen gang i sjove lege og udfordrende vandøvelser, og de viser, hvordan man redder sig selv og andre i vandet. Livredderne viser også, hvordan man bruger det professionelle livredderudstyr fra svømmehallens Leg og Lær Livreddertårn til at træne livredning og blive mere tryg i vandet.

LivredderPatruljens besøg skal skabe interesse for livredning gennem leg og fokus på, at man kan lære livredning hele året i den lokale svømmehal. LivredderPatruljen besøger Kalundborg Svømmehal mandag den 14. april kl. 10-12.

Del