Lad din elcykel gratis på nye ladestationer

Kalundborg Kommune har fået midler fra Vejdirektoratets "Pulje til offentlig opladning for elcykler" til at etablere de fire cykeloverdækninger med opladningsmulighed for elcykler.

Lad din elcykel gratis på nye ladestationer
Den ene af de fire ladestationer til elcykler er placeret ved Station Øst. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I Kalundborg by findes nu fire ladestationer, hvor du kan oplade din elcykel helt gratis frem til den 31. december 2026. Ladestationerne er betalt af Vejdirektoratets "Pulje til offentlig opladning for elcykler".

Fire steder i Kalundborg er der nu etableret cykeloverdækninger med opladningsmulighed for elcykler. De fire ladestationer er placeret ved Station Øst, Kalundborg Svømmehal, Biotekparken og Havneparken.

Kalundborg Kommune har fået midler fra Vejdirektoratets "Pulje til offentlig opladning for elcykler" til at etablere de fire cykeloverdækninger med opladningsmulighed for elcykler.

Bedre cykelfaciliteter støtter Udviklingsstrategiens mål om at få flere til at vælge cyklen samt Infrastrukturplanen for Kalundborg By og Kalundborg Kommunes arbejde med DK2020 og den grønne omstilling, hvor man ønsker at fremme sundhed og bæredygtighed ved at fremme grøn mobilitet.

De fire ladestationer skal være med til, at flere borgere inspireres til at træffe det sunde valg, og få flere til at vælge cyklen som dagligt transportmiddel. At flere vælger at gå eller cykle, giver samtidig mere byliv, der igen smitter positivt af på handelsliv, studiemiljø og bosætning, oplyser Kalundborg Kommune.

Pulje til offentlig opladning af elcykler

Det er Vejdirektoratets "Pulje til offentlig opladning for elcykler", som har betalt for etableringen af ladestationerne med overdækning, fastlåsning og opladning af elcykler efter en ansøgning fra Kalundborg Kommune.

Tilskuddet på 480.000 kr. dækker etableringsprisen 100 %. Faciliteterne kan bruges af alle typer cykler. Cykelstativerne er markedets mest tyverisikre, da cyklen fastlåses til stativerne ved brug af en app. Der er samtidig mulighed for at lade sin cykel samt opbevare cykelhjelm og lignende mindre genstande.

Kalundborg Kommune har lavet en film om brugen af ladestationerne – KLIK HER

Del