Kvinder får ikke brystkræft af ikke at blive undersøgt i Kalundborg

Kvinder får ikke brystkræft af ikke at blive undersøgt i Kalundborg

Læserbrev: Kvinder får ikke brystkræft af ikke at blive undersøgt i Kalundborg

Jeg må indrømme, at jeg var ved at få togkaffen på vej til arbejde galt i halsen, da jeg læste interviewet med Konservatives regionsrådsmedlem Helle Laursen Petersen den 26. september med overskriften ”Det her kommer til at betyde, at flere kvinder i Kalundborg får brystkræft” Jeg var sikker på, at det var en fejl eller en lidt frisk overskrift af en hurtig journalist, men læste så, at overskriften er et citat af Helle fra artiklen. Så blev jeg oprigtigt bekymret.

Jeg blev bekymret for, at der skulle danne sig historier blandt kvinder i Region Sjælland om, at det er mere farligt at bo i en by i regionen, hvor der ikke er screening fremfor at bo i en by, hvor der er screening. Og hvad med de kvinder, der bor på landet? Skal de føle sig særligt udsatte?

Kvinder får ikke mere brystkræft af, at de ikke kan blive screenet i Kalundborg. Risikoen for at en brystkræft udvikler sig er derimod til stede, hvis kvinden fravælger undersøgelsen og dermed bliver diagnosticeret senere.

Det fremgår helt rigtigt i artiklen, at der har været forskellige byer i spil til de 10 screeningssteder, der skal placeres på Sjælland, og der blev i Sygehusudvalget drøftet modeller med både færre og flere screeningssteder. Da antallet af screeningssteder er meget omkostningstungt, blev beslutningen om antal og placering forhandlet og besluttet i forbindelse med budgetforhandlingerne, hvor hverken Helle eller jeg deltog. Budgettet, herunder screeningssteder, blev stemt igennem med støtte fra alle regionsrådets partier, herunder Konservative med Helle Laursen Petersens stemme.

Den løsning, der blev godkendt for brystkræftscreening, er den mest omfattende i hele Danmark. Der bliver 10 screeningssteder i Region Sjælland. Til sammenligning er der 3 steder i Nordjylland, 5 steder i Midtjylland, 8 steder i Syddanmark og 5 steder i Region Hovedstaden.

Region Sjælland overgår til en indkaldelse via cpr.nr., hvilket gør indkaldelsestidspunktet mere præcist – den nye metode vil især sikre et mere præcist indkaldelsestidspunkt for kvinder, der flytter indenfor regionen og mellem regioner.

Mulighederne for at booke og ombooke bliver bedre. Tilgængeligheden for dårligt gående og kørestolsbrugere bliver lettere, da de ikke længere skal til Roskilde for at få foretaget screeningen.

Men vi kommer ikke udenom, at der vil være transport forbundet med screening for mange kvinder. Målgruppen for brystkræftscreening er (for langt de fleste) raske kvinder mellem 50 og 69 år. Det er en gruppe, der har bedre muligheder for at transportere sig til et screeningssted sammenlignet med syge behandlingskrævende patienter. Mange vil være på

arbejdsmarkedet, og jeg tror, at en del vil udnytte mulighederne for at booke en screening på et af regionens screeningssteder på vej til eller fra arbejde.

Jeg er sikker på, at Region Sjællands fremtidige screeningstilbud for brystkræft bliver et løft for alle kvinder, der er i målgruppe for screening – også for kvinder, der bor udenfor de 10 byer, hvor screeningen fremtidigt skal placeres.

På vegne af den socialdemokratiske regionsrådsgruppe

Regionsrådsmedlem, René Vejby Kierch

Del