Kommunen overtræder loven og tager ikke hånd om vores drikkevand

Kommunen overtræder loven og tager ikke hånd om vores drikkevand

Læserbrev: Kommunen overtræder loven og tager ikke hånd om vores drikkevand

Kalundborg Kommune overholder ikke tidsfristerne for beskyttelsen af vores drikkevand, selvom fund af pesticidrester i drikkevand på landsplan er stigende. 

Ifølge lovgivningen skulle vandværkerne inden årsskiftet have indgået frivillige aftaler med landmændene om ikke at sprøjte i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), men kun to af kommunens små foreningsvandværker har ifølge kommunens egen status fået aftalerne i hus. Næste skridt er, at kommunen udsteder påbud om sprøjtestop. Påbuddene skal falde inden 1. marts – altså om cirka to uger. Men det kommer tilsyneladende ikke til at ske.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte nemlig på sit sidste møde en tidsplan, der giver forvaltningen yderligere et par år til at gennemføre de nødvendige tiltag, og vi står i den besynderlige situation, at politikerne overtræder lovgivningen med åbne øje – og med risiko for borgernes sundhed. Miljøministeren har allerede advaret om, at kommuner, der forsinker beskyttelsen af grundvandet, kan blive retsforfulgt, og det bliver spændende at se, hvad det får af konsekvenser for politikerne i Kalundborg.

Når det kommer til sikring af vores drikkevand, er det ikke forureneren, der betaler. Tværtimod forventer landmændene at få store erstatninger, når de skal undlade at bruge sprøjtemidler i nærheden af drikkevandsboringerne, og regningen kan blive stor – specielt for de små brugerstyrede vandværker, der ikke alle er lige velpolstrede. 

Kalundborg Forsyning har penge til at give erstatninger til landmænd omkring deres boringer, men det virker som om, kommunen lader de små brugerstyrede vandværker i stikken. De kan kun sende regningen videre til brugerne. Dermed rammes både det lokale demokrati og en i international sammenhæng unik tradition med foreningsstyret vandforsyning.

Har kommunen givet op i kampen for rent drikkevand og dermed for folkesundheden?

Niels Erik Danielsen
Kommunalbestyrelsesmedlem, Enhedslisten

Del