Kommunen måler badevandskvaliteten færre steder i år

Beslutningen om nedlægning af målestationer træffes, fordi man mener, at måling på badevandskvaliteten på flere af de nuværende badevandsmålestationer er blevet overflødig.

Kommunen måler badevandskvaliteten færre steder i år
Det blev, på mødet, besluttet at nedlægge 11 ud af 39 badevandsmålestationer i Kalundborg Kommune. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 6. marts i år havde Teknik- og Miljøudvalget møde, hvor de traf beslutning om at nedlægge flere målestationer for badevand. Det blev, på mødet, besluttet at nedlægge 11 ud af 39 badevandsmålestationer i Kalundborg Kommune.

Beslutningen om nedlægning af målestationer træffes, fordi man mener, at måling på badevandskvaliteten på flere af de nuværende badevandsmålestationer er blevet overflødig.

Administrationen måler badevandskvalitet i løbet af badesæsonen, som lyder 1. juni - 31. august, ved udvalgte strande i kommunen. Der tages seks prøver på hver målestation i løbet af sæsonen. Det giver mulighed for at informere borgerne om vandkvaliteten og potentielt fraråde badning ved forurening.

11 ud af 39 badevandsmålestationer droppes

Ikke alle badevandsmålestationer er relevante, fordi der enten er få, der bader der, eller der er en anden målestation tæt ved, og det vurderes derfor at ressourcerne er bedre brugt anderledes. Derfor har man besluttet, at 11 ud af 39 badevandsmålestationer bliver droppet.

”Vi har kigget på de målinger, hvor vi sjældent har set, at grænseværdien er blevet overskredet, og så skal vi jo løbende tilpasse i forhold til de ressourcer og den økonomi, vi har. Men udvalget tager stilling til det hvert år, så man kan jo ændre, hvis der er noget, der ikke fungerer,” fortæller formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V).

Ud af kommunens nuværende 39 badevandsmålestationer er 9 udvalgt til at være "badepunkter". Et badepunkt kræver den bedste badevandskvalitet "udmærket". De 9 badepunkter er udvalgt på baggrund af populære strande. Friluftrådet tildeler titlen "badepunkt".

Badevandsmålestationer, der nedlægges:

  • Havnsø Strand Vest
  • Årbyhus
  • Byens Mose
  • Kystbakken
  • Tadebæk, Sejerø
  • Åsen, Sejerø
  • Vesterlyng Syd
  • Svenstrup Overdrev
  • Vollerup Badebro
  • Bjerge Os Brovejen
  • Drøsselbjerg Strand

Herudover tilføjes et bademålestation ved Surfsøen. Dermed vil Kalundborg Kommune ende med 29 bademålestationer i alt efter revideringen.

Badevandet analyseres for E. coli og Intestinale enterokokker

Badevandet skal ifølge lovgivningen analyseres for to typer bakterier, E. coli og Intestinale enterokokker. Derudover måler prøvetagerne også vandets temperatur, når de er ved stranden.

E. coli og Intestinale enterokokker er såkaldte indikatorbakterier. De er sjældent selv sygdomsfremkaldende, men når de findes i vandet, er det et tegn på forurening med afføring (fra dyr eller mennesker). Der er således risiko for, at der er andre sygdomsfremkaldende bakterier eller vira i vandet, f.eks. salmonella eller campylobacter, der blandt andet kan give diarré.

E. coli: De fleste bakterier af arten Escherichia coli (colibakterier) er naturligt forekommende bakterier i menneskers og dyrs tarme, og forårsager dermed ikke sygdom. Visse grupper af E. coli forårsager dog forskellige former for infektion. E.coli formerer sig ikke i saltvand og dør som regel efter kort tids ophold i vandet.

Intestinale enterokokker: Disse bakterier kommer fra tarmen hos mennesker og varmblodede dyr, og de overlever generelt længere tid i saltvand end E. coli.

På Kalundborg Kommunes hjemmeside kan man læse om badepunkter, badestrande og badevandskvalitet.

Del