Klovneløb – nu med særlig t-shirt
“Sidste år samlede vi omkring 21.000 kr. ind med 268 deltagere i Kalundborg. Jeg håber, at vi, med de fine t-shirts, når lidt højere op i år,” fortæller Rebecca Daneholm.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Sidste år løb rigtig mange Klovneløbet i Kalundborg, hvis formål er at indsamle penge til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier på alle landets børneafdelinger. Nu er Klovneløbet atter tilbage i Kalundborg, og tilmeldingen er åben.
I år er Klovneløbet i Kalundborg noget helt særligt. En række sponsorer har gjort det muligt at lave en limited edition t-shirt, hvor 100% af salget går direkte til Danske hospitalsklovne. Der bliver kun produceret 100 stk., og Kalundborg er den eneste by, hvor man har denne t-shirt. Man kan reservere en t-shirt på Facebooksiden ’Klovneløb Kalundborg’ – her kan man skrive en privat besked til Rebecca Daneholm.
“Sidste år samlede vi omkring 21.000 kr. ind med 268 deltagere i Kalundborg. Jeg håber, at vi, med de fine t-shirts, når lidt højere op i år,” fortæller Rebecca Daneholm.
Begynder i Kalundborg Havnepark
Den 27. juli fra kl. 9-12 løber Klovneløbet i Kalundborg af stablen. Løbet er arrangeret af lokale frivillige. I Kalundborg er det Rebecca Daneholm, der frivilligt arrangerer Klovneløb på vegne af Danske Hospitalsklovne. Løbet begynder i Kalundborg Havnepark på Vestre Havneplads. Der vil være uddeling af klovnenæser m.m. fra kl. 9.30, og der vil være fælles opvarmning i Kalundborg Havnepark.
Klovneløbet er et familieløb, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst - det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål. Når man deltager i Klovneløb, støtter man nemlig Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn i Danmark.
Præmie til de bedst udklædte
Sidste år var der præmier til den bedst udklædte børne- og voksenklovn, og det vil der være igen i år. Men der er intet krav om, at man skal være klædt ud for at deltage.
“Man skal ikke klæde sig ud for at være med, men hvis man har lyst, så kan man, og vi kårer den bedst udklædte børne- og voksenklovn. Der er præmier fra Danske Hospitalsklovne, men også fra lokale sponsorer ” fortæller Rebecca Daneholm.
Danske Hospitalsklovne har medvind
Der er Klovneløb i hele landet fra maj til juli og alle løbene er arrangeret af lokale frivillige, der har lyst til at engagere sig og gøre en forskel for deres lokalsamfund. Til Klovneløb vil der være to ruter – en på 1,5 og en på 2,8 km. På løbsdagen vil alle deltagere modtage et startnummer, en rød næse og forfriskninger. Børnene får også en medalje.
Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. De er til stede på alle landets børneafdelinger samt på institutioner og særtilbud for børn & unge, herunder børnepsykiatriske dag- og døgnafsnit. Det tager halvandet år at uddanne sig til hospitalsklovn, og foreningen har tilknyttet 61 hospitalsklovne. Lige nu er der 12 under uddannelse. Hospitalsklovnene stilles gratis til rådighed for landets børneafdelinger og lønnes af foreningen, der kun eksisterer i kraft af donationer fra private, virksomheder og fonde.
Man kan tilmelde sig Klovneløbet i Kalundborg ved at gå ind på danskehospitalsklovne.dk