Klintegården

Klintegården

Læserbrev: Klintegården

Det var under borgmester Aage Brejnrod i 1977, at Klintegården blev fredet. Det var for at sikre områdets landskabelige værdier til fordel for borgerne i Kalundborg. Men Borgmester Martin Damm har arbejdet i mange år på at ødelægge naturen på den fredede jord med et hotelbyggeri. I 2001 blev strandbeskyttelseslinjen fastlagt til 300 m. Da en del af hotelprojektet lå indenfor denne linje kunne projektet ikke gennemføres. I 2009 ville Miljøministeriet ikke ophæve strandbeskyttelseslinjen for at bygge et hotel. Så prøvede Kalundborg kommune med en ny fredningssag, nu skulle hotellet ligge udenfor strandbeskyttelseslinjen. Denne fredning blev dog ophævet i 2013.

I 2014 kom Erhvervsministeriet med en forsøgsordning med 10 pilotprojekter.  Kalundborg kommune ansøger Natur og Miljøklagenævnet om at genoptage sagen, hvilket de afslår. Så anlægger Kalundborg sag i byretten i Holbæk om gyldigheden af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser. Kommunen taber sagen og skatteborgerne betaler sagens omkostninger. I 2017 søger Kalundborg kommune Kystdirektoratet og får principiel dispensation til byggeri indenfor strandbeskyttelseslinjen. Men to år efter ændrer Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets dispensation til et afslag. Igen anlægger kommunen sag i byretten, men opgiver. I 2022 rives Klintegården ned. I 2023 sender GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark) et notat til borgmester Martin Damm. Der er konstateret jordskred på den sydlige del af Klintegården. GEUS forventer disse fortsætter grundet klimaforandringer. Alligevel beslutter et flertal i kommunalbestyrelsen at ansøge om fritagelse fra Planlovens strandbeskyttelseslinje mv.  Nu har minister Morten Dahlin besluttet at Kalundborg Kommune har fået en af de ni forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og naturturisme til at opføre et hotel og et mindre formidlingscenter ved Klintegården på Røsnæs.

Niels Erik Danielsen, kommunalbestyrelsesmedlem, Enhedslisten

Del