Klar til at opføre ny legeplads og rekreativt område med fokus på biodiversitet
Den Grønne Oase er finansieret af 700.000 kr. fra Kalundborg Kommunes Få-Det-Fikset pulje, 1 mio. kr. fra Nordea-fonden, 350.000 kr. fra Friluftsrådet og 564.000 kr. fra More Play puljen.

Af Jens Nielsen
Svebølle Lokalråd er klar til at tage første spadestik til en helt ny legeplads og rekreativt område med fokus på biodiversitet.
Den 14. april kl. 17 tages det første spadestik til Den Grønne Oase ved Berberisvej i Svebølle, et rekreativt område og legeplads. Den Grønne Oase tilbyder ikke kun børn en sjov og lærerig legeplads, men skaber også et grønt område, der indbyder til ophold for alle aldre, og som fremmer biodiversiteten i lokalområdet. Den Grønne Oase, der forventes at stå færdig inden september, bliver et vigtigt frirum for både børn og voksne i Svebølle.
Den Grønne Oase er finansieret af 700.000 kr. fra Kalundborg Kommunes Få-Det-Fikset pulje, 1 mio. kr. fra Nordea-fonden, 350.000 kr. fra Friluftsrådet og 564.000 kr. fra More Play puljen.
Med Den Grønne Oase ønskes der etableret et område, som fremmer både den fysiske og mentale trivsel i lokalsamfundet. Det er et initiativ, der understøtter både lokale beboeres sundhed og naturens mangfoldighed.
“Vi er meget glade for at kunne integrere naturen på en sådan måde, at både leg og biodiversitet kan gå hånd i hånd. Den Grønne Oase er ikke kun et sted for fysisk aktivitet, men også en mulighed for børnene at lære om naturen og dens vigtige rolle,” siger Bente Høffner, Svebølle Lokalråd. “Det er vores mål at skabe et grønt og dejligt byrum, der giver både børn og voksne et fristed, samtidig med at vi tager ansvar for at bevare vores natur.”
Plantningen af blomstrende buske og træer, insekthoteller og fuglekasser vil også være med til at fremme den lokale biodiversitet, som er vigtig for et sundt og funktionelt økosystem. Den Grønne Oase vil være et sted, hvor børn og voksne kan få en oplevelse af at være tættere på naturen.
Den officielle åbning af legepladsen er planlagt til midt i august.