Klar til at indvie en fremtidssikret folkeskole i hjertet af lokalsamfundet
Skolenhar gennemgået en omfattende ombygning, der skal sikre, at skolen er rustet til fremtidens krav – både som læringsinstitution og som samlingspunkt i lokalsamfundet.

Af Jens Nielsen
I morgen fredag den 20. juni markerer Firhøjskolen indvielsen af nye, moderne rammer, der skal styrke både læring, trivsel og lokalt fællesskab. Projektet er resultatet af en målrettet investering fra Kalundborg Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Fredag den 20. juni bliver en særlig dag på Firhøjskolen i Kalundborg Kommune. Her vil elever, medarbejdere, forældre, samarbejdspartnere og lokale aktører samles for at fejre indvielsen af skolens nye og forbedrede fysiske rammer.
Med støtte fra Kalundborg Kommune har Firhøjskolen gennemgået en omfattende ombygning, der skal sikre, at skolen er rustet til fremtidens krav – både som læringsinstitution og som samlingspunkt i lokalsamfundet.
Renoveringen er foregået i etapper og tilbage i maj måned sidste år blev første del af det store projekr indviet, da elevrådsformand Sofie Holm og skoleleder Signe Broe ved fælles hjælp klippede den røde snor foran indgangen til udskolingen.
Fremtidens skole – allerede i dag
De nye faciliteter rummer moderne læringsmiljøer, fleksible undervisningsrum, kreative værksteder, forbedrede udeområder og digitale muligheder, der styrker både trivsel og faglighed. Alt sammen er tænkt med udgangspunkt i børns læring – og med blikket rettet mod samarbejde, kreativitet, kritisk tænkning og teknologiforståelse.
"Vi kommer ikke bare til at fejre mursten og nye lokaler – vi kommer til at markere, at Firhøjskolen nu har fået rammer, der matcher vores ambitioner for fremtidens folkeskole," siger skoleleder Signe Broe der glæder sig til indvielsen. Og hun fortsætter: "Skolen skal være et sted, hvor børn lærer og trives, men også et sted, hvor hele lokalsamfundet kan mødes og være sammen. Vi håber, at de nye rammer vil blive brugt langt ud over skoletid."
En investering i fællesskab og fremtid
Bag projektet står en tydelig politisk prioritering. Kalundborg Kommune har investeret målrettet i forbedringer af skolen, som del af en bredere strategi for at sikre gode, tidssvarende undervisningsmiljøer.
"Det her er ikke bare en ny bygning – det er en investering i vores børn, vores fællesskab og vores fremtid," siger borgmester Martin Damm.
Et fælles løft
Ved indvielsen vil der også blive rettet en stor tak til de mange, der har bidraget undervejs – håndværkere, medarbejdere, forældre, skolebestyrelse og lokale ildsjæle.
Fredag den 20. juni vil de nye rammer officielt blive taget i brug – og Firhøjskolen vil stå som et tydeligt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når kommune, skole og lokalsamfund arbejder sammen for en fælles vision.