Kirsten står nu i front for SF Kalundborg
SF’s nuværende forperson siden 2022 gik af, da han har valgt at flytte til København, men en ny er kommet til.

I SF Kalundborg var der den 16. juni ekstraordinær generalforsamling, da der skulle vælges ny forperson, idet Jens Rasmussen, SF’s nuværende forperson siden 2022 gik af, da han har valgt at flytte til København.
Ny forperson blev Kirsten Laurell Wind Skovgaard fra Reerslev. Kirsten har boet I Kalundborg Kommune i to år – og har tidligere været forperson i SF Sorø, så det er en ny kvinde i front med erfaring fra det politiske arbejde.
I pressemeddelelsen står der bl.a.: “Kirsten er biolog og har mange års erfaring fra den offentlige sektor, der giver hende en god baggrundsviden til det politiske arbejde i foreningen. Kirsten er bramfri og smilende, og hun forstår at omsætte svære emner til letforståeligt stof på en jordnær måde. Kirsten er farvestrålende af både sind og udseende, hvilket fint illustreres ved at hun samler på kranier og elsker glitter og flødeskumskager.”
Kirsten Laurell Wind Skovgaard udtaler ydermere: "Jeg gik ind i det politiske arbejde fordi jeg savnede, at der var flere, der talte for naturen og miljøet på den politiske scene i Vestsjælland. I SF Kalundborg er vi ret stærkt repræsenteret på den grønne front, og jeg ser frem til at være med til at understøtte arbejdet med dette fremover. Derudover skal vi i den kommende tid arbejde benhårdt for et godt valgresultat til kommunalvalget 18. november 2025, hvor vi forhåbentligt kan få et skifte på borgmesterposten. Som forperson ser jeg det som min opgave at få samlet trådene og inddraget de gode engagerede kræfter, vi har i partiet, så vi i fællesskab kan rykke på dagsordenen I Kalundborg."
Glæder sig til samarbejdet
Thomas M. Hiorth, kommunalbestyrelsesmedlem for SF Kalundborg, fortæller, at de er kede af, at den tidligere formand forlader dem, men at de samtidig er glade for, at partiet får en kapacitet som Kirsten.
“Jens er kommet med en masse inputs og nye idéer til at samarbejde og udvikle politik. Det har virkeligt været en god proces for vores partiforening. Vi har dog fuld forståelse for, at Jens søger nye udfordringer udenfor kommunen – og derfor er det jo så, at jeg glæder mig til at samarbejde med Kirsten – den første store opgave er jo kommunalvalget den 18. november, hvor vi allerede er langt med forberedelserne.”