Kalundborgs kulturliv har fået et rygstød – men vi er langt fra i mål

Kalundborgs kulturliv har fået et rygstød – men vi er langt fra i mål

Læserbrev: Kalundborgs kulturliv har fået et rygstød – men vi er langt fra i mål

På det seneste er de gode nyheder væltet ind som bølger over havnen: Erhvervslivet i Kalundborg vil støtte kulturlivet!

Jeg er begejstret, jeg er henrykt – og det vil jeg gerne starte med at understrege.

For det er virkelig tiltrængt.

Med så store spillere i ryggen er jeg sikker på, at vi får sat gang i den kulturelle udvikling, som vi har sukket efter. En udvikling, der forhåbentlig ikke halter for langt bagefter den erhvervsmæssige. For når vi bliver ved med at tiltrække flere virksomheder og flere mennesker, så skal vi også kunne tilbyde dem noget at opleve – noget, der gør, at de ikke bare arbejder her, men faktisk har lyst til at leve her.

Jeg har altid ment, at når man er god til at kritisere, skal man også være god til at rose. Så herfra skal der lyde en stor tak til Martin Damm for at have fået dette samarbejde op at stå. Det er godt set, og det er godt gjort.

Men.

Lad os lige være ærlige. Det her er et skridt i den rigtige retning – men vi er stadig langt fra en egentlig kulturvision for Kalundborg.

For hvad skal de nye tilflyttere og deres familier lave, når grillen er pakket væk, og der ikke er flere festivaler på Gisseløre? Hvor går de hen, når de vil opleve noget, der rækker udover en håndbajer og en halvtræt bymidte en lørdag aften?

Jeg var selv til nytårskoncerten med Copenhagen Phil i Kalundborghallerne. Det var en fantastisk oplevelse – et arrangement, som kommunen heldigvis støtter. Men hvis vi skal være ærlige, så er jeg en gammel mand fanget i en ung krop. Der skal meget mere til, hvis vi skal fastholde dem, der kommer hertil for at studerer eller arbejde – og som ellers har en tendens til at pakke kufferten igen, så snart de har muligheden.

Kalundborgs kulturplan har stået i stampe i næsten 10 år. Vi har udviklet os på så mange andre områder – hvorfor ikke også her?

Nogle opgaver er kommunens. Dem kan vi ikke bare smide over til Novo, holde os for øjnene og håbe på det bedste. Hvis vi vil have en levende by, så må og skal vi tage det kommunale ansvar på os.

Kalundborg kan mere – og det er på tide, vi viser det.

Mikkel Egede Herskind
Kandidat til kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti

Del