Jubilæum fejret på Danmarks smukkeste golfbane

”Det er ildsjæle, der skaber muligheder og udvikling for jeres klub. Ligesom det er alle andre steder,” sagde han i sin tale.

Jubilæum fejret på Danmarks smukkeste golfbane
Hans Munk (R), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune, indviede det nye træningsområde i Kalundborg Golfklub, lørdag. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Golfklub – ifølge medlemmerne, Danmarks smukkeste - fejrede lørdag 50-års jubilæum, og i den forbindelse blev der afholdt reception og åbning af et nyt træningsområde.

50-års jubilæet blev markeret med en reception ved klubhuset lørdag, hvor Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune, indviede det nye træningsområde.

I sin tale sagde Hans Munk blandt andet: ”Det er ildsjæle, der skaber muligheder og udvikling for jeres klub. Ligesom det er alle andre steder,” sagde han, og fortsatte lidt over i klubbens historie: ”Borgmesterløfter hører vi meget om. Hver borgmester har sine favoritter og interesser, og det kræver indflydelse, volumen og magt at få noget igennem. Dengang var det Jørgen Hagemann-Petersen, der skabte plads til jer. Han holdt sit løfte, og I holdt ved gennem hele processen. Sådan skal det også være. Kommunen skal stille faciliteter til rådighed, og foreninger skal drive stedet. Ved indvielsen var der i mellemtiden sket et systemskifte, og den dengang nye borgmester, Åge Brejnrod, var ikke glad for golfklubben, men han indviede dog klubben alligevel.”

Slog det første slag på det nye område

Hans Munk har selv spillet golf og fik da også lov til at indvie Kalundborg Golfklubs nye område ved at slå det første slag. Faktisk er det nye område ikke helt færdigt, men man ville så gerne, at det kunne blive indviet i forbindelse med jubilæet – og det blev det. Hans Munk hævede golfkøllen og slog det første slag efterfulgt af klubbens greenkeeper.

”Jeg er ikke borgmester, men jeg er glad for, at I har inviteret mig, og jeg er glad for, at I har et aktivt klubhus herude. Stort tillykke med jeres jubilæum og den stærke klubånd, I har. Og ikke mindst tak for den måde, I tager imod gæster på, som kommer til Kalundborg,” sagde han ligeledes i sin tale.

Læs også: 50 år: ”Danmarks smukkeste golfbane”

Del