Informationsmøde om værditab - og køberetsordning for Jammerland Bugt Havvindmøllepark
På mødet redegør European Energy og TotalEnergies for projektets betydning for de omkringliggende beboelsesejendomme.
Af Jens Nielsen
European Energy og TotalEnergies inviterer alle interesserede til offentligt informationsmøde om værditab - og køberetsordning for Jammerland Bugt Havvindmøllepark, hvor Energistyrelsen vil gennemgå det lovmæssige aspekt.
Energistyrelsen har den 17.12.2024 truffet afgørelse om at give etableringstilladelse for Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark. Afgørelsen er baseret på miljøkonsekvensrapporten fra februar 2024, som var i høring fra den 4. april til 30. maj 2024.
Projektet består af 16 vindmøller med en totalhøjde på op til 256 m, som er beliggende i Jammerland Bugt.
Jammerland Havvindmøllepark vil kunne producere ca. 1.000.000 MWh årligt, hvilket svarer til CO2-fri strøm til ca. 240.000 husstande, når den står færdig i 2027.
Nu inviterer European Energy og TotalEnergies til informationsmøde om det omfattende projekt.
Informationsmødet afholdes tirsdag den 21. januar 2025 kl. 18 i Kalundborghallerne, J Hagemann-Petersens Alle 11, 4400 Kalundborg.
På mødet redegør European Energy og TotalEnergies for projektets betydning for de omkringliggende beboelsesejendomme. Desuden redegør Energistyrelsen for reglerne om erstatning for værditab på beboelsesejendomme som følge af opstillingen af vindmøllerne (værditabsordningen) og reglerne for køb af ejerandele i projektet (køberetsordningen).
Orienteringsmateriale vil blive udleveret på mødet. Hvis du er forhindret i at deltage på mødet, men gerne vil have adgang til materialet, kan du finde det på dk.europeanenergy.com/hvad-laver-vi/hav vind/jammerland-bugt-havvindmoellepark efter mødets afholdelse.