Hvis bare, han var en virksomhed

Læserbrev: Hvis bare, han var en virksomhed

Hvis bare vores søn var en virksomhed i Kalundborg kommune, så kunne han få hjælp, støtte og vejledning. Det er han desværre ikke. Han er bare en dreng, der har det svært med skolen, som vi forsøger at få hel igennem de sidste år i folkeskolen. Og det får man hverken hjælp, støtte eller vejledning til fra Kalundborg kommune. Tværtimod bliver man mødt af manglende vejledning og man blive ignoreret i håb om, at man så opgiver.

Vi er så heldige at have en søn, der har hænderne skruet mere end almindeligt godt på. En søn der på ingen måde er bange for at tage fat. Og en søn der blomstrer fuldstændig op, når han kan få lov at lave noget meningsfuldt. Men vi har også en søn der lukker sig inde i sig selv, når de evner han har ikke kan imødekommes. En søn der ikke kan overskue en skoledag, hvor han ikke kan lave noget meningsfuldt. Og det kan ingen vel bebrejde ham. For hvor længe ville man som voksen blive på en arbejdsplads, hvor man ikke havde det godt med at være?

Desværre er det offentlige skolesystem, og heller ikke kommunens specialskoler, gearet til at imødekomme de evner vores søn har. Derfor har vi måtte finde andre veje. De veje forsøgte vi at finde sammen med Kalundborg kommune. Der blev fra Børnepsykiatrisk afdeling i Holbæk, hvor vores søn blev udredt, indkaldt til et dialogmøde, hvor både sygehus, skole, PPR og Børn og Familie blev inviteret. Her var en fuldstændig oplagt mulighed for netop at tale om, hvordan være søn bedst kunne hjælpes. Desværre dukkede hverken PPR eller Børn og Familie op, ej heller meldte de afbud.

Vores ønske og anbefalingen fra vores søns daværende lærer var helt klart en specielefterskole, hvor han ud over dansk og matematik, kunne få nogle for ham meningsfulde fag som f.eks. værkstedsfag. Beskeden da vi fik fat i PPR var dog klar. De kunne ikke visitere ham til en efterskole. Det skulle gå gennem Børn og Familie. Så vi henvendte os selvfølgelig der og efter ca. 5 måneders sagsbehandling fik vi besked om, at det ville de ikke hjælpe med, når han bare kunne komme på en af skolen specialskoler. Det ankede vi selvfølgelig og efter ankestyrelsen afgørelse blev der i marts sendt en ansøgning afsted om, at få det dækket som merudgifter. I juni havde vi stadig ikke hørt noget og kontaktede derfor vores søns sagsbehandler. To dage senere fik vi brev om, at de havde modtaget vores ansøgning i marts og ikke kunne overholde sagsbehandlingstiden. Desuden ville de gerne have samtykke til at indhente nogle oplysninger fra vores søns skole. Et samtykke vi allerede havde givet da ansøgningen blev sendt afsted. Vi fik nu en ny svarfrist midt i juli. Men da datoen kom, udeblev svaret. Det kom først tre uger senere, efter vi havde rykket adskillige gange. Beskeden var stadig at det ville de ikke dække, fordi han bare kunne komme på en af kommunens skoler og desuden var det almindeligt at forældre i kommunen sendte deres børn på efterskole. Og vi betaler også gerne selv, når vores piger skal afsted, for at have et hyggeår. Vores søn er der bare ikke fordi han har brug for at hyggeår, men fordi han har brug for hjælp til at komme igennem de sidste år, indtil han kan komme i lærer og få en meningsfyldt hverdag. 

Samtidig fik vi besked om, at PPR kunne visitere til en efterskole. Så tilbage til PPR. Og ja nu kunne sagen godt sendes videre til fællesvisitationsudvalget. Der ligger den så på tredje uge, mere end 1½ år efter vi gik i gang med at snakke med kommunen om muligheden for at vores søn kunne komme på efterskole.

Tilbage står vi dybt opgivende over ikke at kunne få en afklaring og en følelse af at blive ignoreret og vildledt.

Og samtidig krydser vi fingre for at vores søn består dansk og matematik til sommer, så han langt om længe kan få en læreplads og få en meningsfyldt hverdag.

Mie og Martin Poulsen, Mullerup