Har ingen målsætning om at være lønførende
Virksomheden får igen og igen skyld for at ’stjæle’ medarbejdere fra andre brancher, men virksomheden har ingen målsætning om at være lønførende.
Af Jens Nielsen
Novo Nordisk får igen og igen skyld for at ’stjæle’ medarbejdere fra andre brancher, men virksomheden har ingen målsætning om at være lønførende, siger produktionsdirektøren. Det er skifteholdstilægget, som gør lønnen mere attraktiv i forhold til fx at være håndværker.
Det er 50 år siden, at Novo Nordisk etablerede sig i Kalundborg. Siden er det gået stærkt. I flere år er der blevet investeret 1 mia. kr. om året indtil sidst i 2021, hvor Novo Nordisk annoncerede, at de ville bygge en ny fabrik til hele 18 mia. kr. Ydermere blev der igen i 2023 annonceret en udvidelse på hele 42 mia. kr.
Så store udvidelser kræver både mange håndværkere og flere medarbejdere til de nye fabrikker. Når byggerierne er færdige i 2029, vil der være skabt 1250 nye arbejdspladser, mens 5.500 håndværkere har været i gang med selve byggeriet.
En bagside af medaljen
Mange medarbejdere fra flere forskellige brancher har været fristet af et nyt job hos Novo Nordisk, bl.a. fordi lønnen er højere end et job som fx håndværker.
”Arbejdsstyrken i Danmark er på 3.000.000, de 30.000 arbejder hos Novo Nordisk. Vi får skyld for at tømme forsvaret, politiet, sygehusene, mekanikerværkstederne, tømrerværkstederne, skolerne og byggesagsbehandlerne, og selvfølgelig er der en grad af sandhed i det, for selvfølgelig er der nogen, der får arbejde på Novo Nordisk. Ligeledes hos de mange firmaer, som arbejder med byggeriet, men i sidste ende skaber det værdi i det danske samfund,” fortæller Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg, da han i denne uge var blandt oplægsholderne til et dialogmøde mellem Kalundborg Kommune og erhvervslivet på Kalundborgegnen.
Her var der flere, der spurgte ind til den høje løn hos Novo Nordisk og problemerne med, at medarbejdere rejser fra flere håndværkerfirmaer.
”Vi har ingen målsætning om at være lønførende, faktisk betaler vores underleverandører en langt højere løn til deres ansatte, end hvad dem, der er ansat på Novo Nordisk får. Lønnen hos Novo Nordisk er delt op, dels i et basisløn og så et super godt skifteholdstillæg, men der er altså også en gene ved at arbejde på treholdsskift, så når mekanikeren vælger at sige sit job op for at gå på treholdsskift hos Novo Nordisk så påtager han sig også en gene, der bliver betalt for,” fortæller Michael Hallgren, som også mener, at Novo Nordisk skal bidrage til samfundet ved at uddanne og ikke tage fra de andre.
Uddannelse er vigtigt
Og netop uddannelser i Kalundborg er blevet en stor succes, ikke mindst for industrien i byen.
Til det første møde, vi afholdt med universiteterne for flere år siden, var beskeden klar, det var de ikke interesseret i. Deres analyse viste, at på en god dag var der nok otte, som ville studere i Kalundborg, men vi kiggede ind i en vækst, som gjorde det nødvendigt, at vi fik noget uddannelse i Kalundborg,” siger Michael Hallgren, og fortsætter: ”Novo Nordisk har puttet et trecifret millionbeløb i uddannelsessatsningen i Kalundborg, og uden de penge var det aldrig sket. 70% af dem, som begynder uddannelse i Kalundborg bliver her og får job lokalt, og det er med til at transformere Kalundborg på bl.a. kulturområdet.”
I dag kommer 12% af arbejdskraften hos Novo Nordisk i Kalundborg fra udlandet.
Ser positivt på fremtiden
Michael Hallgren ser lyst på fremtiden i Kalundborg, han er sikker på, at andre virksomheder vil bygge fabrikker i Kalundborgområdet inden for en kort årrække.
”Det er en snebold, der ruller. Det kan godt være, at de 5.000 håndværkere er taget hjem om otte år, men jeg tror, der er kommet en ny industri til, for den teknologiske knowhow, vi har inden for biotek og den uddannelse, der er lavet i Kalundborg, vil trække nye biotekvirksomheder til,” siger han.