Hærværk på alle skolens busser
Skolen har dog overvågning, og har derfor en formodning om, hvem der har begået hærværk.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Sigrid Undset Skolen i Kalundborg har været udsat for hærværk, i det tre af deres busser samt pedellens køretøj alle har fået dækkene skåret op mens de stod på skolens område.
Skolen har dog overvågning, og har derfor en formodning om, hvem der har skåret dækkende på køretøjerne over lørdag morgen.
”Politiet er selvfølgelig inde over, og vil tage en snak med den formodede gerningsmand. Vedkommende har punkteret dækkene på alle tre busser samt pedellens køretøj med en kniv. En af busserne havde vi faktisk lånet af Svallerup Skole, fordi vi havde brug for den i sommerferien, og den skal nu også have. Nye dæk. Det kommer til at koste mange penge, der er virkelig ærgerligt,” siger Kevin Sølvsten Meier, centerleder for Specialcenter Sigrid Undset.
Ikke første gang med hærværk
I disse dage kan børnene derfor ikke komme ud af huset grundet hærværket, og det er desværre ikke første gang, at man oplever hærværk på Sigrid Undset Skolen.
”Det er desværre en tendens vi ser mere og mere. Her midt i sommerferien havde vi også hærværk ved de nye udendørs fitnessredskaber på skolens område. Der var nogle, der havde brændt instruktionsskiltene væk med en lighter, bænken, som nogle forældre havde bygget, var sparket i stykker og en låge var blevet smadret. Vi har været vant til, at der er nogle unge, der kommer heroppe og fester lidt, og der har jeg tidligere kunne sige til dem, at det er fint bare de husker at rydde op efter sig. Men nu ødelægger man også tingene, og vi er efterhånden godt trætte af det,” fortæller Kevin Sølvsten Meier.
Centerlederen synes faktisk, at det er rigtig ærgerligt, for de er glade for, at der er nogle, der gerne vil hygge sig på området, når skolen er lukket.
”Det kan være nogle, der bor i lejlighed, og som synes at området er skønt, og det er hyggeligt, at der er nogle, der gider være heroppe og hygge sig, når skolen er lukket, men de skal huske at rydde op efter sig – og selvfølgelig ikke ødelægge noget,” slutter Kevin Sølvsten Meier af med at sige.