Grill har brændt hul i den nye Skibbro

Varmen fra grillen har i løbet af natten brændt et stort hul helt igennem brædderne på trappen.

Grill har brændt hul i den nye Skibbro
Varmen fra grillen har i løbet af natten brændt et stort hul helt igennem brædderne på trappen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der er brændt et stort hul i den nye Skibbro i havneparken. En gruppe af unge er set på stedet onsdag aften.

Midt i maj måned blev den nye Skibbro i Kalundborg Havnepark indviet til stor glæde for de mange som benytter området.

Men nu er pynten desværre taget af den nye bro, der er nemlig brændt et stort hul i et af de trappetrin som fører ned til vandet.

Ifølge medlemmer af Vesthavnens Bådlaug sad der på stedet en større gruppe af unge mennesker onsdag aften. De har tilsyneladende grillet på en engangsgrill og har så forladt stedet uden at fjerne grillen eller sørge for, at den var slukket.

Varmen fra grillen har i løbet af natten brændt et stort hul helt igennem brædderne på trappen.

Til alt held var det helt vindstille onsdag aften ellers havde brandskaden måske været meget større.

I Kalundborg Havnepark er der ellers rig mulighed for at grille under sikre forhold. På alle borde er der monteret en holder til en engangsgrill og på pladsen findes også en stor grill til fri afbenyttelse, sponseret af Novonesis tilbage i sommeren 2023.

Del