God opbakning til Røsnæs Naturløb

Hele løbet blev afviklet på Røsnæsspidsen, hvor de mange løbere kunne nyde den smukke natur i det fantastiske forårsvejr.

God opbakning til Røsnæs Naturløb
Lørdag afholdte Kalundborg IF det traditionsrige Røsnæsløb. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag afholdte Kalundborg IF det traditionsrige Røsnæsløb for 45. gang, eller faktisk hedder løbet nu, på 2. år, Røsnæs Naturløb. Hele løbet blev afviklet på Røsnæsspidsen, hvor de mange løbere kunne nyde den smukke natur i det fantastiske forårsvejr.

Der var tilmeldt 83 på forhånd, og der kom lidt flere på selve dagen, så små 100 løbere og gående deltog i løbet på Røsnæs lørdag formiddag. Det er omkring det samme som de tidligere år. Deltagerne blev delt op efter, hvor langt de skulle løbe, fik forklaret ruten og derefter sendt af sted fra Naturskolen på Røsnæs.

Røsnæs er smuk hele året, men netop nu, hvor knopperne viser sig på træerne og lysegrønne blade vokser på træerne, er Røsnæs særlig smuk. Det landskab, som istiden har formet, udsigten over havet, overdrevenes værdifulde blomster og dyreliv, og de græssende køer og vilde heste er alt sammen noget, man kan opleve på Røsnæs. Røsnæs er i øvrigt et af kun 15 naturområder, der er optaget i Danmarks Naturkanon.

Kalundborg IF fejrer ydermere sit 100-års jubilæum, så der var ekstra god forplejning i målområdet til alle deltagere og deres gæster.

Del