Gaveboden
Læserbrev: Gaveboden
Folketingsvalget giver de politiske partier mulighed for at dele ”gaver” ud. Dette folketingsvalg er ingen undtagelse. Hvis blot en del af løfterne fra de politiske partier gennemføres, vil statens penge fosse ud af kassen. Det kommer heller ikke til at ske. Når krydset er sat, kommer hverdagen også til de valgte politikere. Efter 1. november giver det ikke mulighed for at indfri ret mange af de løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt.
Jeg tænker bl.a. på lønløftet til en gruppe af offentlige ansatte. Hvem skal tilgodeses? Vi ved det ikke, udover statsministeren.
Det store løftesvigt gælder pensionisterne. De er usynlige i valgkampen. Når du ældes, bliver du usynlig for den politiske elite. Hvem på arbejdsmarkedet vil acceptere en akkumuleret lønfremgang på 1,3%.? kun pensionister. Det er ufatteligt, at vi lader os nøje. Den eneste gruppe i samfundet der ”får” løntilbagegang.
Skal vi finde os i det, den største ”løngruppe” i samfundet? Åbenbart - det må politikerne kunne gøre bare lidt bedre. Vi har trods alt været med til at skabe det samfund, vi alle nyder glæde af.
Kom nu ud af busken kære politikere og fortæl os ”gamle”, hvad I kan tilbyde, før vi skal sætte vores kryds den 1 november.
Med venlig pensionisthilsen
Ole Lauritzen
Lynggårdsstien 3
4400