Går ind i kampen om Kalundborg som brystkræftscreeningssted

Nu er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune, Peter Jacobsen, også gået ind i kampen om Kalundborg som brystkræftscreeningssted i regionen, og har skrevet til Regionsrådet.

Går ind i kampen om Kalundborg som brystkræftscreeningssted
Nu er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune, Peter Jacobsen, gået med i kampen, og har skrevet til Regionsrådet. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I forbindelse med Region Sjællands nylige beslutning om at udelukke Kalundborg som et af de decentrale brystkræftscreeningssteder i regionen, har formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune, Peter Jacobsen, sendt en bekymringsskrivelse til Regionsrådet.

Der har de sidste dage været en del skriverier fra Helle Laursen Petersen, der sidder i regionsrådet for det Konservative Folkeparti, da hun er stærkt utilfreds med, at Region Sjællands pludselig har besluttet at udelukke Kalundborg som et af de decentrale brystkræftscreeningssteder i regionen uden, at man har givet information om denne beslutning. Nu er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune, Peter Jacobsen, også gået ind i kampen, og har skrevet til Regionsrådet.

I sin skrivelse til Regionsrådet, opfordrer han til, at beslutningen om at udelukke Kalundborg som et af de decentrale brystkræftscreeningssteder i regionen, rulles tilbage. Dette af hensyn til risikoen for, at mange kvinder fra Kalundborg Kommune kommer til at springe en livsvigtig screening over, fordi de bliver nødt til at få foretaget screeningen i enten Holbæk eller Slagelse.

Peter Jacobsen skriver: ”Kære Formand for Region Sjælland Trine Birk Andersen og formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland Anne Møller Ronex. Jeg skriver til jer som formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune for at udtrykke min store bekymring over Region Sjællands nylige beslutning om at udelukke Kalundborg som et af de decentrale brystkræftscreeningssteder i regionen.  Denne beslutning, som tilsyneladende blev ændret i budgetaftalen uden forudgående debat eller kommunikation, vil få vidtrækkende konsekvenser for kvinderne i vores kommune.

Kalundborg var oprindeligt udset som et af de ti steder, hvor brystkræftscreening skulle foretages efter beslutningen om at nedlægge mammografibusserne, og denne løsning blev modtaget med forståelse og accept.
Det var netop med løftet om et fast screeningssted i Kalundborg, at mange – både på politisk niveau og blandt borgerne – kunne støtte nedlæggelsen af busserne. Ændringen, der nu fjerner Kalundborg fra listen, blev dog tilsyneladende gennemført uden bred politisk enighed og uden hensyntagen til de praktiske konsekvenser for de berørte borgere. Kvinder fra Kalundborg vil nu være tvunget til at rejse til Slagelse eller Holbæk for at få foretaget livsvigtige screeninger, hvilket kan medføre, at mange kvinder ikke får foretaget undersøgelsen i tide på grund af de lange rejsetider og besværet forbundet med at tage fri fra arbejde, hvilket kan få konsekvenser for behandling og overlevelse. Kalundborg har mange virksomheder f.eks. Novo som har mange kvinder ansat, der vil have lettere ved at benytte en klinik i Kalundborg.”

Han skriver endvidere, at det ligeledes er bekymrende, at denne beslutning er truffet i en proces, som fremstår lukket og uden den gennemsigtighed, som borgerne fortjener.

”Det er min opfattelse, at denne ændring skaber unødvendig utryghed og frustration blandt befolkningen i Kalundborg, og det vil kunne påvirke tilliden til det regionale og kommunale samarbejde. Jeg vil derfor opfordre meget til, at Kalundborg genindskrives som et af de decentrale screeningssteder i Region Sjælland, så vi sikrer, at kvinder som bor og eller arbejder i Kalundborg kommune har let adgang til de samme sundhedsydelser som i resten af regionen. Dette handler ikke blot om geografisk placering, men om lighed og adgang til livsvigtige sundhedsundersøgelser. I forbindelse med problematikken ønsker jeg foretræde for Sygehusudvalget, da jeg håber, at der kan findes en løsning, som tilgodeser alle borgere i regionen – også dem i Kalundborg. Jeg ser frem til at høre fra jer.”

Læs også: Kalundborg tabte i politisk studehandel

Del