Fra HTX til ingeniør: Mikkel fandt sin vej i bioteknologi
![Fra HTX til ingeniør: Mikkel fandt sin vej i bioteknologi](/media/d4vdw1ri/mikkel-2.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
Mikkel Broni Simonsen, som efter sin HTX-uddannelse nu læser til diplomingeniør i bioteknologi på Absalon i Kalundborg. Han ser mange fordele ved at tage en videregående uddannelse i Kalundborg, som bl.a. åbner op for flere jobmuligheder i området.
Når man vælger en gymnasieuddannelse, handler det ikke kun om de næste tre år – det handler også om fremtidsmuligheder. HTX på NEG Kalundborg HHX & HTX er en oplagt vej for dem, der brænder for naturvidenskab, teknologi og innovation. En af dem, der har taget springet fra HTX til en videregående uddannelse, er 21-årige Mikkel Broni Simonsen, der i dag læser til diplomingeniør i bioteknologi på Absalon i Kalundborg, oplyser NEG i en pressemeddelelse.
HTX – en ungdomsuddannelse med teknisk og naturvidenskabeligt fokus
Mikkel blev student fra HTX i Kalundborg i 2022 og vidste allerede i folkeskolen, at han ville i en teknisk og naturvidenskabelig retning.
”Jeg valgte HTX efter 9. klasse, fordi det helt lavpraktisk var den ungdomsuddannelse der talte mest til mig. Den havde en masse naturvidenskabelige og tekniske fag som jeg fandt interessant. På HTX kunne jeg få både Bioteknologi, Kemi og Matematik på A-niveau,” fortæller Mikkel Broni Simonsen.
Projektarbejde og praktisk erfaring er en central del af HTX, og det har givet Mikkel en stærk ballast til sit videre studie.
”Når man læser en HTX, lærer man mange af de ting, man kommer til at skulle bruge, når man læser videre til ingeniør. Både det rent faglige som matematik, det tekniske og det naturvidenskabelige, men man lærer også at arbejde i grupper, notere kilder, planlægge sine projekter og skrive både store og små projektrapporter samt laboratorierapporter,” siger han.
Fra HTX til ingeniørstudiet på Absalon
I dag er Mikkel Broni Simonsen i gang med sit sjette semester som diplomingeniør i bioteknologi og har netop påbegyndt sin praktik hos Unibio. For ham var valget af Absalon oplagt.
”Jeg har valgt denne uddannelse, fordi jeg var interesseret i bioteknologi og det ingeniørfaglige. Denne kombination kan læses flere steder i landet, men valget faldt på Absalon på grund af dens beliggenhed i forhold til den relevante industri samt undervisningsformen. Uddannelsen ligger i baghaven af både NNE, Novo Nordisk og Novonesis, og derudover er der mange andre interessante virksomheder i byen, såsom Unibio, Biogadan og Kalundborg Forsyning,” forklarer han.
Han har også haft studiejob hos Novonesis, hvor han arbejdede med procesoptimering og dataanalyse ved hjælp af blandt andet Python og simuleringssoftware.
” Før min praktikperiode hos Unibio havde jeg et studiejob hos Novonesis, hvor jeg var en del af "Downstream Optimization"-teamet. Her analyserede jeg primært data fra forskellige processer i et forsøg på at identificere muligheder for energibesparelser for virksomheden,” siger han.
HTX giver en stærk start på karrieren
Ifølge Mikkel er HTX en ideel forberedelse til ingeniøruddannelsen, fordi den kombinerer teori med praktisk anvendelse.
”Kigger man på fagene på en HTX i dag, er der tydelige overlap med en ingeniøruddannelse. Her kan især nævnes Teknologi, Teknikfag, Matematik, Programmering samt de mange naturvidenskabelige fag som Bioteknologi, Kemi og Fysik,” fortæller han.
På Absalon er der desuden tæt kontakt til industrien, og mange af kurserne er udviklet i samarbejde med virksomhederne.
”Vi får undervisning i de kompetencer, der efterspørges i erhvervslivet, og vi kommer ofte på virksomhedsbesøg, hvor vi ser kontrolrum og produktionen, hvor alle maskinerne står,” siger han.
Efter sin uddannelse overvejer Mikkel at tage en erhvervskandidat på DTU, hvor han kan kombinere studier med arbejde i industrien.
Mikkels råd til kommende HTX-elever
Til unge, der overvejer HTX, har Mikkel et klart råd:
”Besøg HTX på NEG Kalundborg HHX & HTX og se om det kunne være noget for dig. HTX er måske ikke for alle, men hvis du interesserer dig for naturvidenskab, tekniske fag eller projektarbejde, så er jeg sikker på, at du nok skal få 3 gode år,” afslutter han.
Vil du også tage en HTX-uddannelse? Husk at tilmelde dig på optagelse.dk senest 1. marts kl. 12.00.