Forening vil gerne overtage bygning
Støtteforeningen for Ungemiljøet i Kalundborg har efterfølgende spurgt til muligheden for en overtagelse af ejendommen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Økonomiudvalget besluttede i januar at stille lokaler til rådighed i Bredgade 26, som tidligere husede Juvi-klubben, til brug for et ungehus. Støtteforeningen for Ungemiljøet i Kalundborg har efterfølgende spurgt til muligheden for en vederlagsfri overtagelse af ejendommen.
På Teknik- og Miljøudvalgets kommende møde skal man tages stilling til, hvorvidt man i kommunalbestyrelsen skal arbejde videre med en mulig overdragelse af huset til støtteforeningen. Hvis det besluttes, vil der blive fremlagt en overdragelsesaftale til politisk godkendelse på et senere tidspunkt.
Giver bedre muligheder for at søge tilskud
Efter den politiske beslutning om at stille de to øverste etager i ejendommen Bredgade 26 vederlagsfrit til rådighed til for et ungehus, er der blevet etableret en Støtteforening for Ungemiljøet i Kalundborg. Foreningen er en almennyttig forening med det formål at fremme og understøtte udviklingen af et ungehus for de 16-30 årige i Kalundborg.
Foreningen har kontaktet kommunen og spurgt, om det er muligt for foreningen at overtage ejendommen Bredgade 26 i stedet for at få den stillet til rådighed. De har oplyst, at baggrunden for ønsket er, at det giver bedre muligheder for at søge tilskud hos diverse fonde til drift, renovering, istandsættelsen mv.
Udover istandsættelsen af de etager som foreningen ved den tidligere politiske beslutning fik brugsret til, vil en overdragelse af ejendomme betyde, at foreningen også vil kunne søge midler til renovering og forbedring af den resterende del af ejendommen.
Betinget af en vederlagsfri tilbageskødningsret
Administrationen har afdækket de juridiske muligheder for en sådan overdragelse og vurderer, at det er muligt inden for kommunalfuldmagtens rammer. En eventuel overdragelse foreslås blandt andet betinget af en vederlagsfri tilbageskødningsret i følgende tilfælde:
- Hvis Foreningen ønsker at videresælge eller fremleje til tredjemand.
- Hvis Foreningen nedlægges/ophører.
- Hvis Foreningens nuværende formål ændres, og det nye formål ikke kan godkendes.
- Hvis Ejendommen anvendes til andet end foreningens formål tilsiger
Derudover skal det sikres, at de nuværende brugere fortsat skal kunne anvende ejendommen.