Fire på sygehuset efter gårdbrand
Vestsjællands Brandvæsen sendte mandskab fra flere stationer til branden, og i løbet af eftermiddagen blev Beredskabsstyrelsen tilkaldt med en kran med grab, som kunne pille taget af den store staldbygning.

Af Jens Nielsen
Fire personer blev kørt til tjek på sygehuset efter søndagens gårdbrand i Værslev, hvor en staldlænge brændte. En brand som Vestsjællands Brandvæsen arbejdede på i hele ni timer.
Søndag omkring middag kl. 12.08 modtog politiet en anmeldelse om en bygningsbrand på Langemosevej i Værslev. Ilden var opstået i en stor bunke paller, som stod i gården og branden bredte sig til udhænget på staldbygningen.
Vestsjællands Brandvæsen sendte mandskab fra flere stationer til branden, og i løbet af eftermiddagen blev Beredskabsstyrelsen tilkaldt med en kran med grab, som kunne pille taget af den store staldbygning.
”Da jeg landede, stod flammerne helt op over tagrygningen, men vi fik stoppet branden, så den ikke bredte sig til andre bygninger. Vi måtte tilkalde Beredskabsstyrelsen til at grabbe taget af bygningen så vi kunne komme til at efterslukke, så vi var først færdige med opgaven klokken 21.30,” fortæller Anders Brask Lysemose, indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen.
Branden udviklede kraftig røg og røgen slog ned i nærheden af Værslev Forsamlingshus. I det område er fire personer kørt til tjek på sygehuset efter at have indåndet røg, oplyser Politiet.
Video: Brand i staldlænge