Et spændende univers med sjove skurke og svære mysterier
Kalundborg Biblioteker inviterer børn, unge, forældre og bedsteforældre til underholdning i Klosterparken tirsdag.
Af Jens Nielsen
Tag til den 8. Himmel og oplev Ramasjang Mysteriets Helt nye show! Sådan lyder opfordringen fra Kalundborg Biblioteker som endnu engang inviterer børn, unge, forældre og bedsteforældre til underholdning i Klosterparken.
En heldig person i salen har gjort sig ekstra bemærket og vinder præmien for dagens bedste publikummer. Men glæden er kort. For det står pludselig klart for Kristian at den eftertragtede gave er blevet tømt af en skurk! Nu er spørgsmålet bare hvem? Danse Staffan, Ronni Roligan, Fru Pudderkvast eller måske den gamle Reichardt Thomsen.
Eller er det Camping Vagn, Hanne Riffel eller Preben Pølsesnak? Der er skurke nok at vælge imellem. Kristian må derfor - sammen med publikum - analysere fodspor, hårstrå og en ordentlig brandskid for at udelukke de uskyldige.
Det hele foregår i Den 8. Himmel i morgen tirsdag d. 30. juli kl. 10.30 i Klosterparken bag Kalundborg Gymnasium. Billetter købes ved indgangen.