Erhvervslivet inviteres til nytårskur

Erhvervsrådet glæder sig til nogle hyggelige timer, med bobler og nytårstaler, hvor gæsterne skal netværke med hinanden

Erhvervslivet inviteres til nytårskur
Erhvervschef Lene Bach Jørler er blandt talerne til erhvervslivets nytårskur 2025. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborgegnens Erhvervsråd og Kalundborg Kommune inviterer erhvervslivet og samarbejdspartnere til nytårskur, tirsdag den 14. januar 2025. 

For erhvervslivet på Kalundborgegnen starter det nye år med en nytårskur. Det er Kalundborgegnens Erhvervsråd og Kalundborg Kommune som inviterer og der vil være taler af både borgmester Martin Damm, Charlotte Balslev, formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd og erhvervschef Lene Bach Jørler.

”Vi glæder os til at samles og få et fælles afsæt for et godt og vækstbringende 2025, hvilket vi naturligt syntes at en nytårskur omfavner. Det er nu en tradition som vi håber, at rigtig mange erhvervsfolk vil deltage i, så vi kan fejre endnu et vækstsår - og i fællesskab understøtte den fortsatte vækst på Kalundborgegnen” udtaler erhvervschef Lene Bach Jørler.

”Der er rigtig mange som misunder vores væksteventyr, som vi i øvrigt alle sammen bidrager til. Der er ingen der kan løfte det her alene ’sammen kan vi mere’,” fastslår Lene Bach Jørler og henviser til Kalundborg-modellen som netop dækker over det sammenhold som er kendetegnet for virksomheder på Kalundborgegnen.

 Kom til nytårskur og sæt fokus på det nye år, i godt selskab -

Erhvervsrådet glæder sig til nogle hyggelige timer, med bobler og nytårstaler, hvor gæsterne skal netværke med hinanden, og høre hvorledes borgmester Martin Damm anskuer væksten i 2025, og hvor erhvervschefen giver en kort status fra erhvervsrådet. Men vigtigst af alt - Erhvervslivet skal ønske hinanden et godt nytår.

Arrangementet er for Kalundborgegnens erhvervsliv og samarbejdspartnere, hvis man vil deltage i arrangementet, kan man tilmelde sig på www.kalundborgerhverv.dk.

Program:

Kl. 15:00 Ankomst og netværk, med et glas og snack

Kl. 15:30 Velkomst ved Charlotte Balslev, formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd

Bobler & taler:

Borgmester Martin Damm gør status på året, der er gået og ser frem mod nye mål for 2025.

Erhvervschef Lene Bach Jørler giver en status på Erhvervsrådets virke, og på særlige indsatsområder for 2025.

Netværk & et glas

Kl. 17:30 Tak for i dag –Kom godt hjem!

Del