Er vi i en ny mellemkrigstid?

Hvad kan vi lære af Folkeforbundets rolle, og hvordan kan vi drage paralleller til den internationale politiske situation i dag?

Er vi i en ny mellemkrigstid?
Emil Eiby Seidenfaden vil dykke ned i mellemkrigstiden med fokus på den sikkerhedspolitiske situation.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Biblioteksklub inviterer til Historiecafé på Kalundborg Bibliotek. Aftenens foredragsholder er historiker og ph.d. Emil Eiby Seidenfaden, der vil dykke ned i mellemkrigstiden med fokus på den sikkerhedspolitiske situation.

Den europæiske mellemkrigstid (1919-1939) bliver ofte reduceret til en periode, hvor de politiske begivenheder uundgåeligt ledte til en ny verdenskrig. Men var det virkelig en forudbestemt udvikling? Hvad kan vi lære af Folkeforbundets rolle, og hvordan kan vi drage paralleller til den internationale politiske situation i dag?

München-konferencen i 1938 var et af de mest omdiskuterede diplomatiske møder i det 20. århundrede. Den blev afholdt i München, Tyskland. Konferencen samlede ledere fra Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien for at diskutere aktuelle sikkerhedsproblematikker. Er der en sammenhæng med den nylig overståede München sikkerhedskonference? Med afsæt i sin forskning vil Emil Eiby Seidenfaden kaste lys over denne periode og diskutere, om vi i dag står i en lignende historisk situation.

Om Emil Eiby Seidenfaden

Emil Eiby Seidenfaden er post.doc ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og har tidligere forsket og undervist ved Aarhus Universitet, Roskilde Universitet og Oxford University. Hans arbejde beskæftiger sig med internationalt samarbejde, propaganda og nyhedsmedier i det 20. århundrede.

Foredraget finder sted onsdag den 12. marts kl. 19 – 21 i Det Grønne Rum på Kalundborg Bibliotek. Arrangementet er en del af Biblioteksklubbens historiecaféer, som også afholdes den 26. februar samt 26. marts 2025. Der vil blive serveret gratis kaffe, te og lidt sødt til tanden. Arrangementet er med støtte fra Folkeuniversitet.

Læs mere og bliv medlem af Biblioteksklubben gratis på www.kalundborgbib.dk/klub Billetter kan købes via www.kalundborgbib.dk under ”det sker”       

Del