Er borgmesteren ude af trit med borgerne?
Læserbrev: Er borgmesteren ude af trit med borgerne?
På kommunalbestyrelsesmødet d. 29. maj, diskuterede vi, om vi skulle sende et høringssvar som var imod vindmølleparken i Jammerland Bugt. Det viste sig, at 9 ud af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer var imod at sende høringssvaret i den meget negative form der var lagt op til - men blev nedstemt.
Argumenterne for at gøre høringssvaret lidt mere nuanceret var ellers mange – og kom fra Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Enhedslisten og mit eget parti SF:
- Kommunalbestyrelsens holdning til kystnære vindmøller har overvejende været positiv i de fleste sager, indtil 2019 hvor stemningen pludselig vender uden særlige begrundelser
- Projektet giver masser af lokal produceret, billig og grøn energi til industrien i Kalundborg Kommune
- 2 meningsmålinger foretaget af Megafgon viser, at 60% af Kalundborgs borgere er for projektet – og at 19% er imod
- Én af konklusionerne fra “Borgerworkshop om vedvarende energi i åben land” afholdt af Kalundborg Kommune i efteråret 2023, hvor 100 repræsentativt udvalgte borgere og 17 af Kommunalbestyrelsens 27 medlemmer deltog, var, at der er støtte til havvindmølleparken
- Mulighed for Kalundborg kommunes borgere for at være medejere af projektet
- Største miljøgene er at de kan ses fra kysten. Men derudover har projektet meget begrænsede påvirkninger natur- og støjmæssigt mv.
Så der er nu sendt et høringssvar tydeligt ude af trit med borgernes holdninger – og da borgmesteren meget tydeligt har været bannerfører i kommunalbestyrelsens skifte i holdning siden 2019, så vil jeg mene at svaret på spørgsmålet i overskriften er: “Ja, borgmesteren er ude af trit med borgerne”.
Thomas Malthesen Hiorth, kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg