En tur på fjorden ’For fulde sejl’
Efter velkomst gik gæsterne ombord på de medlemmers sejlbåde, som havde stillet sig til rådighed for dagen, og kursen blev i første omgang sat mod havneparken.

Af Jens Nielsen
Med overskriften ’Kalundborg For Fulde Sejl’ inviterede Kalundborg Sejlklub til åbent hus søndag. Mange fik en oplevelse på Kalundborg Fjord.
Kalundborg Sejlklub kommer med flere nye initiativer denne sommer. Som det første var der inviteret til åbent hus søndag hvor der var mulighed for at høre med om klubbens aktiviteter og med mulighed for at komme med en tur på fjorden i en sejlbåd og de unge kunne prøve både jollesejlads og windsurfing, mens de yngste havde mulighed for at fange en krabbe fra krabbebroen.
”Det her er lidt en prøveballon, vi sender op. Vi har ikke prøvet det før så vi asfalterer mens vi kører, men har dog styr på dagens program hvor vi skal ud at sejle en tur. Vi sejler først en tur langs havneparken inden turen går ud i fjorden og til Havnemarken inden vi sejler tilbage igen,” sagde Jesper Lauridsen, formand for Kalundborg Sejlklub i sin velkomst til de mange som var mødt op for at høre mere om sejlsport. Blandt gæsterne var bl.a. en gruppe udenlandske studerende fra Brasilien, Spanien og Letland.
Efter velkomst gik gæsterne ombord på de medlemmers sejlbåde, som havde stillet sig til rådighed for dagen, og kursen blev i første omgang sat mod havneparken.
Tilbage i sejlklubben på Gisseløre bød Kalundborg Sejlklub på grill og mere information om det at sejle med sejl.
Interesserede er altid velkomne til at henvende sig i Kalundborg Sejlklub, mandag er det de yngste der sejler joller og windsurfing, tirsdag er der sejlerskole og onsdag den ugentlige kapsejlads hvor der kan være mulighed for at komme med som gast på en af deltagernes sejlbåde.