En munter eftermiddag ved foodtrucken

Selv om det småregnede, blæste og var halvkoldt var der en munter stemning ved foodtrucken som onsdag eftermiddag var rullet ind på parkeringspladsen ved Dagli' Brugsen Raklev.

En munter eftermiddag ved foodtrucken
TV-kok Claus Holm var onsdag eftermiddag forbi Dagli' Brugsen Raklev med sin foodtruck. Her fik han hjælp af uddeler Rasmus Olsen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Dagli' Brugsen Raklev havde onsdag eftermiddag besøg af den kendte tv-kok Claus Holm hvor han uddelte smagsprøver. Det blev på ingen måde kedeligt.

Selv om det småregnede, blæste og var halvkoldt var der en munter stemning ved foodtrucken som onsdag eftermiddag var rullet ind på parkeringspladsen ved Dagli' Brugsen Raklev.

Det var den kendte tv-kok Claus Holm som på sin vej rundt i landet var nået til Raklev.

Varerne til de mange smagsprøver var købt i den lokal brugs og tilberedt i foodtrucken. Claus Holm fik god hjælp af uddeler Rasmus Olsen, som serverede de små anretninger næsten lige så hurtigt som Claus Holm kunne lave dem.

”Rasmus nu er der kø, ved du hvad det betyder, så skal du lige skynde dig en lille smule, kom nu,” griner Claus Holm, mens Rasmus Olsen langer smagsprøver over disken.

De fremmødte kunder var ikke i tvivl - ”Det smager virkeligt godt.”

Claus Holm tryllede bl.a. retter frem som jule gratineret medister med grønkål, appelsin og kærnemælk, andebryst med sesam og lækre kødboller.

Flere benyttede også muligheden for at købe en af de mange bøger som Claus Holm har udgivet, som tv-kokken selvfølgelig signerede.

Så selv om vejret var lidt surt blev det en munter eftermiddag ved brugsen i Raklev i selskab med Claus Holm.

Del