Efter 154 år er det helt slut med en brugs på Røsnæs
En lokal initiativgruppe arbejder på at bevare en dagligvarebutik på Røsnæs i et helt nyt koncept og har indkaldt til to informationsmøder.
Af Jens Nielsen
Brugsen på Røsnæs lukkede døren for sidste gang tirsdag eftermiddag. Mange kunder var mødt op for at drikke et glas sammen med uddeleren. Lokale kræfter arbejder på at etablere et Din Købmand supermarked.
I 154 år har der været en brugs på Røsnæs, men nu er dagligvarebutikken lukket. Tirsdag var sidste åbningsdag og uddeler Kim Rørsø Trosbjerg havde derfor inviteret til et glas vin midt på eftermiddagen.
Mange var mødt op for at sige farvel til Brugsen, som i mange år har været et samlingssted på Røsnæs, men for få handler lokalt og det kan ikke længere hænge sammen at fortsætte driften.
Blandt dem som kom forbi tirsdag, var James Richard. Han var uddeler i brugsen på Røsnæs i godt 15 år fra 1981 til 1997 og han synes også det er vemodig, at det nu er helt slut med en brugs på Røsnæs.
En lokal initiativgruppe arbejder på at bevare en dagligvarebutik på Røsnæs i et helt nyt koncept. ”initiativgruppen”, består af Mogens Anholm, Troels Birk Kristoffersen og Ulrik Brandt som er stærkt optaget af at bevare en dagligvarebutik i Ulstrup. De har de seneste måneder været i løbende kontakt med dagligvareselskabet Dagrofa, der bl.a. understøtter butikskæden under navnet ’Min Købmand’,”
”Vi tror på det, der er stor opbakning til en ny dagligvarebutik på Røsnæs og vi har faktisk en som vil købe bygningen, vi skal bare lige have det sidste på plads med Kalundborg Brugsforening, som ejer huset,” fortæller Troels Birk Kristoffersen.
Initiativgruppen har indkaldt alle interesserede til to informationsmøder om det nye dagligvarekoncept. Møderne afholdes i Røsnæs Forsamlingshus d. 21. januar kl. 19:00 og d. 25. januar 25 kl. 10:00. Dagsordenen bliver sendt ud fredag den 17/1-25 på facebooksiden Røsnæs Butikshus.
Uddeler Kim Rørsø Trosbjerg er sagt op, men får løn nogle måneder endnu. Han håber, at den nye dagligvarebutik på Røsnæs bliver til noget og er klar til at bakke op.
”Jeg har fået en række tilbud på job andre steder, men jeg vil rigtigt gerne være en del af det her, mit hjerte brænder for den her butik og for Røsnæs men ikke for enhver pris. På vores facebook side har jeg valgt at skrive, at det er ikke et farvel men på gensyn,” fortæller Kim Rørsø Trosbjerg