Dokumentarfilmfestival i Kalundborg
Festivalen giver mulighed for at opleve dokumentarfilm i verdensklasse lokalt. Uanset om du er til personlige fortællinger, politiske dilemmaer eller hjertevarme skildringer af menneskelige relationer,

Af Jens Nielsen
Fra den 23. til 30. marts 2025 præsenterer DOX:DANMARK og lokale kulturinstitutioner et stærkt program af danske og internationale dokumentarfilm. Med støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget har Kalundborg Kommune i samarbejde med lokale aktører sammensat et skræddersyet program til KALUNDBORG:DOX.
I Kalundborg kan publikum glæde sig til et bredt udvalg af tankevækkende dokumentarer – lige fra en personlig fortælling om et familietraume til et indblik i Putins greb om det russiske skolevæsen, fra kærlighedshistorier og musikalsk nostalgi til en humoristisk skildring af den moderne mand. Festivalens film sætter både store samfundsmæssige spørgsmål og de nære, menneskelige historier i fokus.
Filmprogram for KALUNDBORG:DOX 2025:
En fantastisk familie – en stærk og personlig fortælling om hukommelse, familiebånd og forsoning.
Kærestebreve fra Thy – en musikalsk rejse gennem kærlighed, opbrud og nye begyndelser.
The Hobby: Tales from the Tabletop – en charmerende og underholdende film om brætspillenes verden.
TV-2: Kys det satans liv – en nostalgisk og åbenhjertig film om Danmarks måske mest vedholdende popband.
Mr. Nobody mod Putin – en rystende dokumentar om en russisk skolelærers kamp mod propaganda og militarisering.
Verdens sødeste mænd – et humoristisk og ømt portræt af en generation af mænd, der søger deres plads i en ny kønsdynamik.
Alle film vises i Kino Den Blå Engel, hvor publikum får mulighed for at opleve stærke fortællinger på det store lærred og måske endda deltage i en samtale efterfølgende.
"Det er en stor glæde, at vi i Kalundborg kan være en del af DOX:DANMARK og give vores borgere mulighed for lokalt at opleve stærke dokumentarfilm. Gennem samarbejdet mellem kommunen, bibliotekerne og Kino den Blå Engel gør vi det muligt at præsentere et spændende program, der både kan underholde, engagere og sætte gang i refleksion og debat. Vi glæder os til at byde publikum velkommen til KALUNDBORG:DOX,” udtaler Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune.
Festivalen giver mulighed for at opleve dokumentarfilm i verdensklasse lokalt. Uanset om du er til personlige fortællinger, politiske dilemmaer eller hjertevarme skildringer af menneskelige relationer, er der noget for enhver smag.
DOX:DANMARK er støttet af DR, Nordea-fonden, Kulturministeriet og Biografklub Danmark
Billetter og mere information
Alle film vises i Kino den Blå Engel, og billetter kan købes via biografens hjemmeside eller ved indgangen.
For program og mere information, besøg: KALUNDBORG:DOX – Officiel side