Diplomer til værdighedsambassadører
Jernholtparken søgte, og fik lov at være med. Det er de glade for på plejecentret, da forløbet har været en stor succes.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Torsdag eftermiddag fik omkring 30 mænd og kvinder, der alle er sundhedspersonale og har deltaget i forløbet som værdighedsambassadører, deres diplom overrakt på plejecenter Jernholtparken i Kalundborg.
Kommuner og private leverandører på ældreområdet, herunder selvejende institutioner og andre, der ejer eller driver plejecentre, er tidligere blevet inviteret til at ansøge puljen ”Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved Værdighedsrejsehold i 2024". Jernholtparken søgte, og fik lov at være med. Det er de glade for på plejecentret, da forløbet har været en stor succes.
Har gjort en stor forskel
I forløbet har kursisterne fået en række færdigheder, der er med til at højne borgernes trivsel. Resultater har været bemærkelsesværdigt, og mange borgere, der har været i mistrivsel, har fået det markant bedre.
”Vi søgte hos Sundhedsstyrelsens Værdighedsrejsehold, og fik det bevilget. I dag samler vi op på hele forløbet, og det har virkelig gjort en forskel. Borgerne har fået en øget trivsel. Vi har arbejdet systematisk med værktøjerne til bedre trivsel, og har fået øget kendskab fagligt til bedre trivsel. Derudover har vi lært, at en del af det er større samarbejde mellem vagtlagene. Vi har fået en større samarbejdsflade,” fortæller Frida Nielsen, der er afdelingsleder på plejecenter Jernholtparken.
En mere anerkendende tilgang
Ditte Borup-Andersen, der er centersygeplejerske på Jernholtparken og en af kursisterne, er helt enig: ”Jeg kan tydeligt mærke, at man går til borgerne på en anden måde. Jeg har helt klart kunne mærke, at det har været godt for borgerne. Vi har lært at tilpasse os borgerne i stedet for, at borgerne tilpasser sig os. Nogle borgere var ude i dårlig trivsel, men med en struktureret tilgang til det, har vi øget trivslen. Vi har vidensdelt meget og brugt hinandens kompetencer, og på en måde kopieret hinandens væremåde for at gøre tingene mere ens, fordi det fungerer for borgerne. Tilgangen er mere anerkendende. Vi har haft nogle borgere, der var røde i trivsel, som nu næsten er ovre i grøn. Blot ved at ændre få, men relevante ting,” fortæller hun, og tilføjer: ”Og vi er alle enige om, at det virkelig har givet noget at være med på forløbet.”
Baggrund for projektet
Der er blevet afsat midler til at videreføre Videnscenter for værdig ældrepleje i 2024. Videnscentret har til formål at understøtte kommunernes arbejde med værdighed i ældreplejen gennem rådgivning, kompetenceudvikling, netværksfacilitering samt formidling af nyeste viden og ’best practice’.
I regi af Videnscenter for værdig ældrepleje er der etableret et værdighedsrejsehold, der forestår praksisnære læringsforløb om værdighed i ældreplejen.
Det overordnede formål med puljen er at understøtte arbejdet med at sikre værdighed i ældreplejen gennem praksisnær kompetenceudvikling og rådgivning. Fokus er at styrke praksis og igangsætte positive forandringer i det daglige arbejde, herunder det faglige og relationelle arbejde med borgere og pårørende i forhold til værdighed, samt kultur og samarbejde i medarbejder- og ledelsesgruppen.