Digital støtte til familier efter brud
Familier i Kalundborg Kommune kan få digital hjælp til at håndtere de svære følelser og udfordringer, der ofte følger med, når forældre vælger ikke at bo sammen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
I mange familier er julekabalen allerede i gang med at blive lagt, og for mange familier er højtider og familietraditioner forbundet med glæde og sammenhold. Men for de familier, der oplever eller har oplevet et samlivsbrud, kan denne tid være ekstra udfordrende. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.
Familier i Kalundborg Kommune kan få digital hjælp til at håndtere de svære følelser og udfordringer, der ofte følger med, når forældre vælger ikke at bo sammen. Forældre og pårørende får med SES (Sammen Efter Skilsmissen) nemlig adgang til en værktøjskasse af materialer og metoder, der kan forbedre samarbejdet til gavn for både voksne og børn. Man beslutter selv, hvilke dele af materialerne, man vil bruge, skriver Kalundborg Kommune i pressemeddelelsen.
”At støtte forældre gennem en skilsmisse er afgørende for både deres trivsel og børnenes. SES tilbyder værktøjer, som kan hjælpe forældrene med at tackle komplekse følelser og skabe et godt samarbejde, der sikrer stabilitet for børnene,” siger René Juhl, projektleder i Fagcenter Børn og Familie, Kalundborg Kommune.
Rikke Press, afdelingsleder i Fagcenter Børn og Familie, supplerer: ”Vi er meget glade for samarbejdet med SES, der giver os et værdifuldt tilbud til alle forældre, der står midt i eller har været igennem et samlivsbrud. SES giver adgang til webinarer og digitalt materiale, der hjælper både forældre og børn med at forstå og håndtere deres følelser.”
Om SES
- Den digitale værktøjskasse er en hjælp til dig, der overvejer skilsmisse, er midt i et brud eller allerede har gennemgået en skilsmisse.
- SES er bygget op omkring 18 temaer, der berører børnene, dig selv og samarbejdet. Hvert tema er sammensat af tekst, videoer, illustrationer og billeder, samt en fortællerstemme, der guider dig undervejs.
- Med SES kan du som forælder bedre forstå børnenes reaktioner, håndtere konflikter og opbygge et stærkt forældresamarbejde.
Kom i gang med at bruge SES
For at komme i gang skal man besøge www.ses.dk, klikke på ”Gå i gang” og angive Kalundborg som bopælskommune. Man kan også scanne QR-koden for at komme direkte til tilmeldingssiden.
Tilbuddet er åbent for alle borgere og fagpersoner i Kalundborg Kommune. Uanset om man er pårørende, står midt i et samlivsbrud eller har oplevet et brud for flere år siden, kan SES hjælpe med at støtte børnene i familien. Fagpersoner opfordres også til at henvise til SES, når de møder børn, der mistrives i familier, hvor forældrene ikke bor sammen.
Statistik: Skilsmisser i Kalundborg
- Ifølge Danmarks Statistik er i alt 2.085 personer fra Kalundborg Kommune blevet skilt i perioden 2019-2023.
- Hertil kommer ca. 700 ugifte personer med hjemmeboende børn, som har oplevet et samlivsbrud.
- Ca. to tredjedele af alle skilsmisser involverer børn. Det betyder, at omkring 33 % af alle børn i Kalundborg Kommune ikke bor med mor og far. Det svarer til 2.935 børn og unge.
Læs mere om SES på www.ses.dk