"Det er et højspændingsanlæg pakket ind i en ubåd"
Onsdag havde Energinet inviteret til rejsegilde på projektet for entreprenører og samarbejdspartnere. Her gennemgik Carsten Hestbech, projektleder i Energinet, det omfattende projekt.

Af Jens Nielsen
Elnettet på Kalundborgegnen er efterhånden slidt og for småt til de store industrivirksomheder i området. Derfor har Energinet igangsat en større renovering og udbygning af elnettet. Onsdag var der rejsegilde på en mobil højspændingsstation, et såkaldt GIS-anlæg.
Forstærkningen af elnettet i Kalundborg-området skal blandt andet gøre det muligt for virksomheder som Novo Nordisk og Banedanmark at få leveret tilstrækkeligt med strøm til deres voksende behov. Desuden skal flere udbydere af vedvarende energi kobles på nettet, så de kan bidrage med mere grøn strøm i elnettet.
Projektet omfatter opførelsen af fire højspændingsstationer: tre 132 kV stationer og én 400 kV station. Højspændingsstationerne etableres i nærheden af Asnæsværket, Søstremose og Værslev.
For at nå i mål med allerede eksisterende anlæg har det været nødvendigt at opføre en midlertidig højspændingsstation, et såkaldt GIS-anlæg, en mobil enhed som er stillet op på Søstremosevej ved siden af den eksisterende 132 kV højspændingsstation. Samtidig er der bygget en stationsbygning til hele styringen af højspændingsstation.
Onsdag havde Energinet inviteret til rejsegilde på projektet for entreprenører og samarbejdspartnere. Her gennemgik Carsten Hestbech, projektleder i Energinet, det omfattende projekt.
”Grunden til at GIS-anlægget står her på Søstremosevej er, at der er en helt del infrastruktur i Kalundborgområdet der skal ændres, så det er lidt med rettidig omhu at vi etablerer stationen her for at sikre forsyningen i området, så når de andre projekter skal etableres, så får vi bedre mulighed for at få nogle anlæg spændingsløse så de kan renoveres, udbygges og opgraderes, så de næste 10 år bliver der meget aktivitet fra Energinets side her i Kalundborgområdet,” fortæller Carsten Hestbech, og forsætter, ” Højspændingsstation her på Søstremosevej er et friluftsanlæg, men kigger man ind i containeren der indeholder GIS-anlægget, så er det et højspændingsanlæg der er pakket ind i en ubåd.”
Udover opførelsen af fire højspændingsstationer så bliver de to eksisterende 132 kV luftledningsforbindelser erstattet med kabler mellem Asnæsværket-Søstremose og Torslunde og mellem Søstremose og Nyrup ved Stenlille. Den nuværende 400 kV luftledning mellem Søstremose og Asnæsværket nedlægges. Endelig skal der skiftes et 132 kV kabel inde i Kalundborg by.
Energinets projekter på Kalundborgegnen omfatter:
- • Bygge 3 nye 132 kV højspændingsstationer
- • Bygge 1 ny 400 kV højspændingsstation
- • Lægge ca. 90-100 km kabler
- • Nedtage cirka 70 km luftlinjer inkl. master
- • Tilslutte en solcellepark, så der kan laves mere grøn energi
- • Tilslutte en vindmøllepark, så der kan laves mere grøn energi
- • Tilslutte BaneDanmark, så togene kan køre elektrisk
- • Tilslutte Ørsted, så de kan håndtere CO2
- • Udskifte et udtjent oliekabel i Kalundborg by