Det er 20 år siden, at Annette startede Kalundborg Rengøringsservice i en lille kælder
Kalundborg Rengøringsservice udfører opgaver for såvel private som for erhvervsvirksomheder og Annette Mathiasen mærker det store opsving der er i Kalundborg lige nu.

Af Jens Nielsen
Det er 20 år siden, at Annette Mathiasen startede Kalundborg Rengøringsservice. Hun står i spidsen for en virksomhed med 50 ansatte og har aldrig prøvet at opsøge nye kunder, de er kommet helt af sig selv. Den runde fødselsdag fejres d. 28. februar.
Annette Mathiasen kom til Kalundborg tilbage i 1999 og fik job som rengøringsassistent hos Limette Rengøring, men i 2005 bestemte hun sig for at starte sit eget rengøringsfirma, det er nu 20 år siden og i dag har Kalundborg Rengøringsservice 50 ansatte når både egne og indlejrede medarbejdere tælles med, og eget stort firmadomicil på Holbækvej i Kalundborg.
”De 20 år er gået hurtigt, vi startede nede i kælderen i et lille sort hul på Trøjeløkkevej og nu er vi 50 medarbejdere og har haft kunder lige fra dag et, faktisk har vi stadigvæk kunder som har været med i alle 20 år,” fortæller Annette Mathiasen, og fortsætter, ”Jeg er meget taknemmelig for den støtte vi har fået fra kunderne gennem alle årene og der skal også lyde en stor tak til personalet, vi har flere som har været med stort set fra starten. Faktisk har jeg aldrig nogensinde prøvet at være ude og opsøge nye kunder, de kunder vi har er kommet fra mund til mund og det kan jo kun lade sig gøre hvis man har nogle gode medarbejdere.”
Kalundborg Rengøringsservice udfører opgaver for såvel private som for erhvervsvirksomheder og Annette Mathiasen mærker det store opsving der er i Kalundborg lige nu.
”Vi gør bl.a. rent i 130 lejligheder som er beboet af udenlandske medarbejdere og vi står for rengøring i 365 skurvogne på den store byggeplads hos Novo Nordisk, men det behøver ikke blive større nu,” siger Annette Mathiasen.
Lange arbejdsdage
Med både mange kunder og mange medarbejdere bliver det til nogle lange arbejdsdage for Annette Mathiasen. De starter meget tidligt om morgenen og varer til ud på aftenen, og en almindelig arbejdsdag kan godt have op mod 140 opkald på telefonen, men fredag d. 28. februar prioriterer Annette Mathiasen firmaets 20-års fødselsdag, her er alle interesserede, medarbejdere, kunder, leverandører og venner af huset velkommen til Åbent Hus fra kl. 13-17 i firmaets domicil på Holbækvej 145 (lige over for Biltema).