Danseballaden er tilbage
Kalundborg Kommune inviterer til en uforglemmelig uge med dans, fællesskab og kreativitet for børn og unge.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune inviterer til en uforglemmelig uge med dans, fællesskab og kreativitet for børn og unge, når Danseballaden kommer tilbage til Kalundborg.
Er man mellem 9 og 15 år og har lyst til at bruge en uge af sommerferien på dans, sjov og nye venskaber, så er Danseballaden 2025 måske noget. I fem dage vil deltagerne sammen med en professionel danser arbejde intensivt med bevægelse, kreativitet og scenekunst – og ugen kulminerer i en sprudlende danseforestilling for familie og venner i Næstved. Man behøver ikke at have danset før – man skal bare have lyst til at kaste sig ud i det.
Afslutning i Næstved
Fredag den 4. juli deltager alle hold i den store afslutningsforestilling på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter i Næstved. Der er fælles busafgang for børnene fra Musisk Skole kl. 9.30. Familien inviteres til at opleve forestillingen senere på dagen – en festlig afslutning på en intens danseuge.
Danseballaden foregår på Musisk Skole fra mandag den 30. juni til fredag den 4. juli kl. 10–15 (fredag kl. 9–17.30). Man kan deltage, hvis man er mellem 9 og 15 år - der vil køre to aldersopdelte hold. Der kan max. deltage 40 personer.
Tilmelding er senest den 23. juni via www.kalundborgbib.dk under "Det sker". Skriv navn og alder i kommentarfeltet.