Byvandring i den vintermørke by
På Kalundborg Museum er der forskellige arrangementer i vinterferien for både store og små.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Inden længe er vinterferien over os, og mange holder ferie sammen med familien. På Kalundborg Museum er der forskellige arrangementer for både store og små.
Gå fx med på opdagelse i Kalundborg, når solen er gået ned. Kalundborg Museum besøger nogle af Danmarks mørkeste kældre og lofter. Hør om steder i byen, hvor der godt kan være lidt uhyggeligt, og hvor der måske engang har været både spøgelser og trolde på besøg. Få også historier om det usynlige og byens skyggesider.
Byvandringen foregår den 10. og 12. februar, begge dage kl. 16-17.30. Den er ikke velegnet for gangbesværede, og man skal huske at medbringe lommelygte og masser af mod. Mødestedet er P-pladsen ved Kalundborg Museum.
Stopper Eksil med at drille?
Udover (u)hyggelig byvandring er der også dukketeater – nemlig ’Eskil, Hætten og Ulven’. Forestillingen om Eskil, Hætten og Ulven handler om relationer mellem børn. Dukken Eskil kan godt være lidt af en drillepind. Det er bare ikke altid en smart ide at drille, når man gerne vil være en ridderhelt og samtidig har en ulv i hælene. Hvad sker der? Stopper Eskil med at drille? Kalundborg Museum lover dog en lykkelig slutning.
Stykket er både skrevet og bliver fremført af Jane Hyldgaard, Dukkeriget. Hun har selv fremstillet sine dukker og har mange års erfaring som dukkefører. Eskil, hætten og ulven er for hele familien og især for de 3-9-årige. Forestillingen er den 14. februar kl. 11-11.30 og foregår på Kalundborg Museum.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside til byvandringen, ligesom man kan købe billet på forhånd til dukketeatret, dog sælges de resterende billetter i døren.