Bygning fra 1400 tallet har gennemgået omfattende renovering

Kirkeladen fra 1400-tallet er ført tilbage til et mere oprindeligt udtryk med rå munkestens-vægge og brede egeplanker på gulvet og med en åbning op til loftskonstruktionen med 11 meter til kip.

Bygning fra 1400 tallet har gennemgået omfattende renovering
Alt er udført i egetræ.- Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kirkeladen ved Vor Frue Kirke i Kalundborg har gennemgået en stor forvandling gennem de sidste år. Nu er renoveringen færdig, og den historiske bygning er ført tilbage til et mere oprindeligt udtryk med rå munkestens-vægge og brede egeplanker på gulvet.

Den store renovering af Kirkeladen er første etape i menighedsrådets helhedsplan “Kulturarv i verdensklasse”. Projektet er udarbejdet i samarbejde med Jørgen Overbys Tegnestue i Gram og udført af CH Byg A/S i Borup, der har speciale i renovering af historiske bygninger.

Kirkeladen fra 1400-tallet er ført tilbage til et mere oprindeligt udtryk med rå munkestens-vægge og brede egeplanker på gulvet og med en åbning op til loftskonstruktionen med 11 meter til kip.

Resten af loftet er genskabt som et kornloft fra bygningens fødsel, hvor det var en tiende-­lade til opbevaring af korn, opkrævet fra bønderne.

Kirkeladen står nu efter den store renovering, som et moderne sognehus, med et stort forsamlingsrum i stueetagen, mødelokale på loftet samt toilet, depot og køkken i kælder og vognportene er genskabt i nord og syd.

”Vi ville have bygget til ud i haven, men det fik vi ikke lov til, men Slots- og Kulturstyrelsen foreslog at vi kunne bygge nedad og lave en kælder og det er så det resultat vi står med i dag,” fortæller Jan Hyldal, medlem af menighedsrådet og byggeudvalget i Vor Frue Kirke, mens han viser rundt i de nye lokaler, hvor der i kælderen er et moderne teknikum, toiletter og et stort flot køkken.

Netop udgravningen af kælderen har været en stor opgave og har taget lang tid.

”Det helt usædvanlige er den understøbning hvor vi fik lov at grave ned i hellig jord. Det gamle fundament var bare store sten, der lå i bunker under huset. Syv containere er kørt væk med store sten som er gravet ud og støbningen af kælderen er foregået i bare 60 cm. ad gangen i 120 cm, dybde og da de var hele vejen rundt, var det den samme øvelse to gange mere for at komme ned i den rigtige dybde med kælderen. Alene det arbejde har taget et halvt år,” fortæller Ditlev Bache, der er formand i Vor Frue Sogns menighedsråds byggeudvalg.

Den smukke, historiske bygning skal bruges til offentlige møder, foredrag, udstillinger, musikarrangementer og til menighedsformål. Der er plads til 100 personer.

Det store renoveringsprojekt har kostet godt 25 mio. kr. og er bl.a. støttet af den lokale Bent O. Jørgensens Fond.

Del