Byggeri af ny bydel i gang
Der er tale om et boligprojekt, der indeholder tre delprojekter.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Tirsdag var der første spadestik på et nyt byggeprojekt på Herredsåsen i Kalundborg, som Thybo Ejendomsudvikling A/S står bag. Projektet består af tre delprojekter, Højdedraget, Fjordglimt og Stokværk, der tilsammen vil skabe omkring 300 nye boliger.
Der er tale om et boligprojekt, der indeholder tre delprojekter så at sige. Højdedraget, Fjordglimt og Stokværk. Højdedraget kommer til at bestå af punkt- og rækkehuse, Fjordglimt af rækkehuse med fjordudsigt, og Stokværk af 20 boliger og et fælleshus. Det er et moderne bofællesskab, der skal forene privatliv med fællesskabsfølelse. I alt vil der komme omkring 300 nye boliger til på Herredsåsen i Kalundborg, der nærmest bliver en lille ny bydel, der på en og samme tid ligger tæt ved natur og byliv. Omkring boligerne kommer der således shelterpladser, bålpladser, legepladser og rekreative opholdssteder.
Det er Fjorglimt, i den sydlige del, man går i gang med først, og Kalundborg Kommune blev af Thybo rost for deres samarbejde, ligesom kommunen roste Thybo - det har fra begge parter været afgørende for projektets realisering.
Til arrangementet holdt borgmester Martin Damm (V) bl.a. en tale, hvor han understregede det gode samarbejde, men også den fine sammenhæng, som Thybo vil skabe med sine byggeprojekter på Herredsåsen. Endelig nævnte borgmesteren også, at de nye boliger kommer til at ligge et godt sted - tæt på både byliv og natur.
“Kommunen havde jo tre matrikler i udbud. De blev vundet af tre forskellige ejendomsudviklere, men nu er det Thybo, der ejer det hele, og det kan man se. De får skabt en helt ny bydel, og de skaber noget, der har en sammenhæng. Det roste jeg Thybo for. De forskelige projekter spiller sammen med hinanden - arkitektonisk og med stier og grønne områder. Det bliver en sammenhængende bydel, og det er en kæmpe fordel,” siger en begejstret borgmester, og fortsætter: “Rent myndighedsmæssigt er det også lettere at behandle det fra kommunens side, fordi det er de samme, man skal tale med.”
Til arrangementet var der et pænt fremmøde, og der blev der serveret gløgg, varm kakao samt æbleskiver. Læs eventuelt mere om Thybos projekter her: Thybo eller på Bo i Kalundborg