Byggeri af 136 rækkehuse er nu godt i gang

Boligerne opføres i forskelligartede klynger, som skaber nogle spændende variationer i det naturskønne område.

Byggeri af 136 rækkehuse er nu godt i gang
Der er stor byggeaktivitet på Klosterlunden i Kalundborg. En af boligklyngerne set ude fra.

gitte@tv-kalundborg.dk

Der er stor byggeaktivitet på Klosterlunden i Kalundborg (området bag Meny), hvor Kronhusene er ved at opføre 136 kvalitetsrækkehuse, efter byggetilladelsen er kommet i hus.

Boligerne opføres i forskelligartede klynger, som skaber nogle spændende variationer i det naturskønne område. Netop de naturskønne omgivelser er forsøgt bevaret i størst muligt omfang i projekteringen af det nye boligområde. 

Alle rækkehusene opføres på selvstændige grundstykker, hvorpå der etableres en mindre have. Hvert hus har et stort redskabsrum, store flisebelagte terrasser på begge sider af huset samt flisebelagt gangsti til boligens entré, hvor der udføres niveaufri adgang. Nogle har en carport samt en ekstra p-plads og andre har fællesparkering. Der er forberedt til ladestation for el-køretøjer ved husets carport, og der sættes ladestander op på fællesparkeringspladserne. En del af boligerne opføres med et opgraderet HTH-køkken, højt til loftet og sildeparket (laminat) – disse boliger kaldes for Premium boliger.

Vil skabe grobund for godt naboskab

Husene er beliggende på et trygt og roligt vænge i Kalundborg, hvor trafikken er minimal, og børn derfor kan lege trygt på vejen og i de grønne fællesarealer. For at skabe grobund for et godt naboskab, etableres der bl.a. en overdækket fælleslounge med udegrill, petanquebane og legeplads.

”Vi er utrolig glade for, at vi i sensommeren 2025 kan byde de første lejere velkomne til Kronhusene i Kalundborg, hvorefter indflytningen vil ske i takt med færdiggørelsen af etaperne”, fortæller adm. direktør hos Kronhusene, Christian Toft.

Rækkehusene opføres af Kronhusene, der selv står for at udvikle, bygge og drive husene efterfølgende. Derfor har Kronhusene også stor fokus på at bygge kvalitetsrækkehuse, som de gerne vil have fremstå smukke, tidløse og velholdte i mange år fremover.

Ligeledes bygges husene efter kravene til at opnå en DGNB-Guld certificering. DGNB-systemet bygger på FN´s definition af bæredygtighed. Man kan læse nærmere herom på hjemmesiden for Rådet for bæredygtigt byggeri – rfbb.dk, som Kronhusene også er medlem af.

Såfremt man er nysgerrig på mere om Kronhusene, eller kunne tænke sig at leje en bolig på Klosterlunden, kan man se mere på Kronhusenes hjemmeside www.kronhusene.dk

Del