Brand i silo med 400 tons korn
Siloen indeholder omkring 400 tons korn og lige nu arbejder brandvæsen og politi, i samarbejde med gårdens forsikringsselskab, på hvordan opgaven skal løses,
Af Jens Nielsen
Vestsjællands Brandvæsen er mandag eftermiddag kaldt til brand i en kornsilo. Siloen skal tømmes for korn.
Mandag eftermiddag kl. 15.39 blev politi og brandvæsen kaldt til brand i en kornsilo på Kallerupvej i Kallerup, hvor meldingen lød på kraftig røg fra en silo.
Da brandvæsenet kom til stedet frem, kunne de konstatere, at det røg ud af siloen både foroven og forneden.
Siloen er omkring halvt fyldt med korn hvilket svarer til omkring 400 tons, og lige nu arbejder brandvæsen og politi, i samarbejde med gårdens forsikringsselskab, på hvordan opgaven skal løses, for der er ingen tvivl om, at siloen skal tømmes for korn og det bliver en stor opgave.
I første omgang er brandvæsenets redningslift tilkaldt for, at der kan sprøjtes vand ind i siloen fra oven så ikke det støv som er i den øverste del af siloen bliver for varm med fare for at støvet kan eksplodere og i værste fald kan få siloen til at kollapse.
Men ingen tvivl om, at brandfolkene har mange timer foran sig, inden opgaven er løst.