Boliger går som varmt brød

Lige nu bliver der bygget rigtig mange boliger rundt omkring i kommunen, og boligerne går som varmt brød. 

Boliger går som varmt brød
Thybo Ejendomsudviklings projekt består af tre delprojekter, Højdedraget, Fjordglimt og Stokværk, der tilsammen vil skabe omkring 300 nye boliger på Herredsåsen. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lige nu bliver der bygget rigtig mange boliger rundt omkring i kommunen, og det har ikke været svært for ejendomsudviklerne at leje husene ud, ligesom de, der har været til salg, er så godt som solgt.

Kronehusene er en af de ejendomsudviklere, der lige nu har travlt med at bygge boliger i Kalundborg. De er ved at opføre 136 rækkehuse på området bag Meny. Bebyggelsen består af energivenlige og moderne dobbelt- og rækkehuse i størrelserne 85, 95, 105, 115 og 125 m² – alle i ét plan og med et enkelt, moderne og tidløst look. De første lejere står til at skulle flytte ind til juli i år.

Hos Kronehusene kan Christian Toft, der er adm. direktør, oplyse, at 22 boliger er udlejet ud af de 51 boliger, der er åbnet op for, og de resterende 39 boliger er reserveret.

”Vi har åbnet op for etape 1 og 2, som er 51 boliger, og de er alle lejet ud eller reserveret. Inden for et par uger åbner vi op for etape 3, og jeg tænker, at det går lige så stærkt med at leje dem ud, som med de andre. De andre blev i hvert fald revet væk,” fortæller Christian Toft.

Der er rift om boligerne alle vegne

I Spangsbro skal Scanehuse opføre 120 lejeboliger i området bag Skolevænget. Planen er ydermere, at Alle Byers Boligselskab skal opføre 66 lejeboliger i samme område. De er dog endnu ikke gået i gang.

”Vi bygger 120 rækkehuse frem mod 2027 og de første 40 bliver færdige i år. Det har været forholdsvis let at leje ud. Vi har ikke gjort det store for at leje boligerne ud, endnu, men 46 ud af 58 boliger er allerede udlejet. Vi har end ikke været på Boligportalen endnu, men det kommer nok. Vi ville dog gerne give lokalområdet en mulighed først, og derfor har vi endnu ikke gjort det,” fortæller Thomas Jensen,

300 boliger på Herredsåsen

Thybo Ejendomsudvikling A/S skal bygge 300 nye boliger på Herredsåsen i Kalundborg, og er lige nu i gang med de 88 rækkehuse, der bliver fra 65 til 90 kvadratmeter. Her er der ligeledes godt gang i både udlejning og salg af boliger.

Thybo Ejendomsudvikling udtaler: ”Størstedelen af området er solgt til investor, og jeg kan fortælle, at der er næsten 2000 skrevet op på vores interesseliste på de forskellige områder. Der er virkelig rift om boligerne lige nu i Kalundborg, så meget tyder på, at hele udlejningsdelen kommer til at gå godt.”

Thybo Ejendomsudviklings projekt består i øvrigt af tre delprojekter, Højdedraget, Fjordglimt og Stokværk, der tilsammen vil skabe omkring 300 nye boliger.

Del