Bogpræsentation et tilløbsstykke
Det var Niels Plaschkes journalistiske nysgerrighed, der drev ham til at grave historien frem og fravriste radiostationen hemmeligheder, der hidtil kun har været kendt af de færreste.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen
Journalist og nu forfatter Niels Plaschkes bog Danmarks Radio København-Kalundborg vakte stor interesse.
Så oprandt den store dag, da journalist og forfatter Niels Plaschkes bog Danmarks Radio København-Kalundborg blev præsenteret.
Det skete inden for murene på selve hovedpersonen, radiostationen på Gisseløre, og på samme dag, 1. april 2025, som Danmarks Radio kan fejre sit 100 års jubilæum.
Så gammel er radiostationen ikke. Den må vente to år endnu med at fejre sit 100 års jubilæum.
Det var Niels Plaschkes journalistiske nysgerrighed, der drev ham til at grave historien frem og fravriste radiostationen hemmeligheder, der hidtil kun har været kendt af de færreste.
Det er ikke kun Plaschke, der gerne ville vide noget om radiostationen. Det ville også alle de mennesker, der strømmede til bogreceptionen. Der blev båret ekstra stole ind, folk stod i kø for at være med. Omkring 70 gæster fandt vej til begivenheden på denne solfyldte aprildag.
Jens Christian Seeberg har stadig sin gang på stationen for at tilse infrastrukturen og højspændingsanlægget, for selv om langbølgesenderen er slukket, er der stadig aktiviteter på stedet. Han bød velkommen, og så kunne Niels Plaschke præsentere sin bog, der havde sin spæde start i 2012. Da røbede han under et besøg på Kalundborg-messen for forlægger Viggo K. Pedersen, forlaget Almuebøger, at han havde skrevet en historie om radiostationen. Den skal da udgives, mente Viggo. Indimellem tvivlede Niels på, om der mon kom en bog ud af det, og svaret lød: I 2012 sagde jeg til dig, at der kommer en bog. Det er ikke spørgsmålet, kun om hvilket årstal den kommer i.
Det blev så i 2025, og Plaschke takkede de mange, der har hjulpet ham på vej, ikke mindst Mogens Søndersted, der kontaktede forfatteren, efter at det daværende Kalundborg Folkeblad i 2013 havde skrevet en artikel om bogprojektet. Radiostationen var Mogens Søndersteds barndomshjem, og han bidrog med et væld af informationer. Mellem ham og Niels Plaschke udviklede der sig et varmt venskab, der varede lige til Mogens døde i 2020. Bogen er tilegnet ham, men han nåede desværre ikke selv at se det færdige resultat.
Niels Plaschke begyndte sin præsentation med at sige, at han ikke duer til at optræde foran en forsamling. Derfor havde han skrevet sin tale – og skrive kan han. Det vidner bogen om. Det er et imponerende værk fyldt med facts og anekdoter og dialoger så levende, at det som læser er som selv at være til stede.
Det får mange nu mulighed for, idet gæsterne kunne købe et eksemplar af bogen og oven i købet få den signeret af forfatteren.
Danmarks Radio København-Kalundborg