Bodil Jørgensen spredte glæde over kulturdag

Kulturdagen bød på en række af musikalske indslag og underholdning med en af Danmarks mest populære skuespillere, Bodil Jørgensen, som selv har sommerhus på Røsnæs.

Bodil Jørgensen spredte glæde over kulturdag
Skuespiller Bodil Jørgensen i snak med nogle af de mange gæster til kulturdagen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kulturdag på Røsnæs blev endnu engang en stor succes. Alle billetter var solgt på rekordtid. En hel dag med musik af forskellige kunstnere og underholdning af Bodil Jørgensen.

For 2. år i træk blev der afviklet kulturdag på Røsnæs hvor forsamlingshuset og kirken i Ulstrup dannede rammen om arrangementet, som bød på en række af musikalske indslag og underholdning med en af Danmarks mest populære skuespillere, Bodil Jørgensen, som selv har sommerhus på Røsnæs.

”Der sker så meget rundt om i krogene på Røsnæs, og der er så mange som optræder med forskellige ting, så derfor har meningen været, at vi ville samle det på én dag og præsentere det her. Her er så mange frivillige omkring forsamlingshuset, det myldrer frem og det skal vi støtte op om. Vi lavede det også sidste år, så nu regner vi med at det er en tradition,” fortæller Jens Søndergaard, tovholder på kulturdagen, jazzmusiker og sommerhusejer på Røsnæs.

Programmet for dagen var tilrettelagt sådan, at de musikalske indslag blev afviklet hver anden gang i henholdsvis kirken og forsamlingshuset.

Dagen bød på bl.a. musik af Morten Zeuthen og Jesper Sivebæk med et repertoire fra Schubert til Kim Larsen.

Organist Kirsten Bodekær og præst Palle Holmsgaard viste nye musikalske sider af sig selv med hjælp fra et hold musikere. Axel Gadegaard optrådte med Dario Fo’s enakter "Brylluppet i Kana", og i kirken blev præsenteret et tango-program af Estera Kwiecien og Dominik Kwiecien.

Hylende morsomt

Bodil Jørgensen startede søndagens omfattende kulturprogram med en fortælling om hvad hun lige nu arbejder med, teater, film og et one-woman juleshow.

”Jeg bliver jo aldrig en Røsser det er jeg helt med på, men jeg vil bare fortælle alle jer som bor her hvor glad jeg er hver gang vi forlader rundkørslen inde i Kalundborg og kører herud. Skuldrene falder ned og alting begynder at gå mere langsomt og når jeg så kører ned til vores hus, så er det som i gamle dage,” sagde den populære skuespiller til de mange som havde sikret sig en billet til kulturdagen på Røsnæs.

Bodil Jørgensen gav en lille prøve på hendes helt nye one-woman juleshow hvor publikum blev præsenteret for konspirationsdamen fra Hellerup som rundhåndet deler sine endegyldige og aldeles overraskende sandheder om julen. Hylende morsomt.

65 til spisning

Til kulturdagen var der også mulighed for at købe en spisebillet til aftensmaden, og den mulighed benyttede 65 personer sig af. I år var spisningen flyttet ud i et stort opstillet telt bag forsamlingshuset.

”Sidste år fik vi kritik for at der kun kunne sælges spisebilletter til 40 personer da vi sad i den lille sal, men i år har vi lejet et stort telt og 65 har købt billet, jeg er så glad for at det er lykkedes,” fortæller Lene Henrichsen, formand for Røsnæs Forsamlingshus.

Efter spisningen vil der være jazz-underholdning med Røsnæs All Stars, som optræder sammen med solisten Birgit Holm-Petersen.

I følge Jens Søndergaard bliver der også kulturdag på Røsnæs til næste år.

Del