BMW sat i brand natten til mandag
Ved siden af bilen lå en stor flise og glasskår fra sideruden, derfor må branden regnes for påsat. Midt- og Vestsjællands Politi undersøger nu sagen nærmere.

Af Jens Nielsen
En BMW-personbil gik op i flammer natten til mandag på en parkeringsplads på Fr. Andersensvej i Kalundborg. Branden er påsat.
Politi og Vestsjællands Brandvæsen blev natten til mandag kl. 01.05 alarmeret om brand i en personbil på parkeringspladsen på Fr. Andersensvej, over for det gamle sygehus.
Da brandvæsenet kom frem, var der ild i hele kabinen på en BMW 535 og motorhjelmen stod open.
Brandfolkene fik hurtigt slukket branden i personbilen, som i øvrigt stod helt alene på parkeringspladsen.
Ved siden af bilen lå en stor flise og glasskår fra sideruden, derfor må branden regnes for påsat. Midt- og Vestsjællands Politi undersøger nu sagen nærmere.
BMW ‘en er totalskadet efter branden