Billedserie: Sammen i 24 timer om en fælles kamp

"Det at være sammen i dag giver en oplevelse af fællesskab, sammenhold og stå sammen om det som er svært.”

Billedserie: Sammen i 24 timer om en fælles kamp
Omkring 350 deltager i år i Stafet for Livet i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I dag og i morgen afvikles Stafet For Livet i Munkesøen i Kalundborg. Lige knapt 350 deltagere er tilmeldt fordelt på 11 hold. Derudover deltager 23 fightere.

Rigtig mange mennesker har igen i år besluttet at støtte op om kampen mod cancer i forbindelse med arrangementet Stafet for Livet, som lørdag formiddag blev sat i gang kl. 11.00. De deltagende hold skal gå eller løbe i et helt døgn på den opmærkede bane i Munkesøen.

Inden de mange deltagere blev sluppet løs, var der tale af Hans Munk (B), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune. Han sagde bl.a.:

”Vi er her i dag fordi vi skal mindes dem vi har mistet til kræftsygdommen, mennesker som er tæt på os der er døde og vi skal være sammen med jer som er ramt af kræft, eller som er pårørende til nogen med kræft. Selv har jeg mistet begge mine forældre på grund af kræft. Det at være sammen i dag giver en oplevelse af fællesskab, sammenhold og stå sammen om det som er svært.”

”After Royal Run”

Deltagere i Stafet for Livet går eller løber rundt på en bane i Munkesøen som er 400 meter lang, men nyt i år er samarbejdet med Kalundborg IF og 5 Tårns Motion, der stod bag Royal Run. De to løbeklubber stiller til start med holdet ”After Royal Run” og har udvidet ruten til dem som har lyst, til den One Mile rute der blev brugt til Royal Run.

Som altid var det fighterne der blev sendt først afsted til klapsalver fra alle de andre deltagere, herefter blev resten af feltet sendt ud på ruten.

På pladsen i Munkesøen vil der gennem hele dagen i dag og i morgen være en række aktiviteter som alle har mulighed for at være en del af, også selv om man ikke er tilmeldt arrangementet. Bl.a. er der mulighed for at købe 15 minutters massage for billige penge hos Angelique Vøgt fra Massageterapi.nu og Katrine Birkemos Olsen fra By Birkemos og er man mere til forkælelses til maven er der mulighed for at købe de lækreste romkugler. Penge fra både romkugler og massage går til den gode sag.

Stafet For Livet

Stafet For Livet er ét døgn, hvor man ved at gå eller løbe en lille eller længere tur støtter Kræftens Bekæmpelse i deres arbejde. Kalundborg var for første gang med på holdet i 2018. I et helt døgn går eller løber forskellige hold stafet for at markere kampen mod kræft, og samtidig samle penge ind til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Et hold kan bestå af det antal mennesker, man ønsker, eneste krav er, at der hele tiden i de 24 timer stafetten varer, skal være mindst én person fra holdet på banen, der enten løber eller går.

Kræftens Bekæmpelse er også repræsenteret til arrangementet i Munkesøen og her er formand Herman Hansen begejstret for det store arbejde der er gjort.

"Det er fantastisk at den gruppe mennesker som står bag Stafet for Livet gør så stort et arbejde for den gode sag, det er så flot," fortæller Herman Hansen.

Styregruppen bag Stafet for Livet i Kalundborg regner med, at samle mindst 100.000 kr. ind til kræftens bekæmpelse i løbet af weekenden.

Underholdning/aktiviteter under Stafet For Livet 2024

  • Lørdag kl. 11 Åbningstaler Hans Munk, formand for Kultur- & Fritidsudvalget
  • Lørdag kl. 13 Thopper underholder på scenen
  • Lørdag kl.15 Zumba dans på pladsen v/Anna
  • Lørdag kl. 16 Workshop/opvisning Salsa dansegruppe Kalundborg
  • Lørdag kl. 17 Henning Weidorf underholder på scenen
  • Lørdag kl. 18 & kl. 18.30 Udlevering af aftensmad
  • Lørdag kl.  22 Taler Stine Henriksen til lys ceremoni, forsanger Anette Balle
  • Søndag kl. 7 morgenmad udleveres
  • Søndag kl. 11 Afslutning
  • Massage ved holdteltene: Sammenholdet, Sammen kan vi klare alt og Team Romkugler
  • Ansigtsmaling ved teltet: Sammenhold v/ Lotte & Sofie
  • Rundpinde på tur: Strikke Café
  • Sammenholdet: Gaveræs
  • Team Romkugler: Salg af romkugler ved teltet

Del