Billedserie: 'Færøske fortællinger' var et tilløbsstykke

"Jeg tror også at vi bliver bedre mennesker af det, derfor er kunsten livsvigtig og som en af mine venner sagde, kunsten og kulturen er det bæger som vi drikker selve livet af.”

Billedserie: 'Færøske fortællinger' var et tilløbsstykke
Bispegården var fyldt til sidste plads til Kalundborg Kunstforening lørdag inviterede til fernisering på udstillingen 'Færøske fortællinger'. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Kunstforening skød 2025 i gang i Bispegården med en udstilling af 11 kendte og anerkendte kunstnere fra Færøerne. Bispegården var fyldt til sidste plads ved lørdagens fernisering.

Formand for Kalundborg Kunstforening Anne Fabricius bød velkommen til lørdagens fernisering på udstillingen ’Færøske fortællinger’ i Bispegården, som var fyldt med gæster.

’Færøske fortællinger’ er en unik udstilling, der præsenterer en bred vifte af kunstneriske udtryk som glas, keramik, grafik, skulpturer, relief, installationer og traditionel billedkunst.



De 11 kunstnere på den omfattende gruppeudstilling ’Færøske fortællinger’ repræsenterer unge, anerkendte talenter til etablerede kunstnere som er kendte både i Færøerne, Danmark, det øvrige Norden og internationalt, og de bringer unikke fortællinger og kulturelle indtryk fra Færøerne til livs.



’Færøske fortællinger’ blev åbnet af Færøernes social- og kulturminister Sirid Stenberg, og hun sagde bl.a. ”Færøsk kunst og Færøerne har i det hele taget meget at fortælle. Vores rige kultur har generation efter generation været baseret på netop fortællinger om bl.a. vores historie, vores liv, livsværk, naturen og det overnaturlige, om helte og heltinder, liv og død og alt det der findes derimellem,” og hun fortsatte, ”Hvad er et samfund uden kunst og kultur, et sted uden hjerte og sjæl. Kunsten og kunstnerne har stor værdi for menneskene og hele samfundet. Det kunsten fortæller os får os til at reflektere og vi bliver mere bevidste som mennesker. Jeg tror også at vi bliver bedre mennesker af det, derfor er kunsten livsvigtig og som en af mine venner sagde, kunsten og kulturen er det bæger som vi drikker selve livet af.”

Kalundborg Kommune har købt to værker på udstillingen af kunstnerne Helga Djurhuus og Randi Samsonsen, ligesom Kalundborg Kommune sammen med Bent O. Jørgensens Fond har støttet udstillingen.

Udstillingen ’Færøske fortællinger’ kan opleves på Bispegården frem til den 2. marts.

Del