Billedserie: 10 år siden at siloen faldt

Selv om der nu er gået 10 år er Kalundborg Havnepark ikke helt færdig endnu, der mangler stadigvæk ombygningen af det gamle pakhus til et nyt moderne kulturhus/bibliotek

Billedserie: 10 år siden at siloen faldt
Billedserie af Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den store DLG-silo på Vesthavnen i Kalundborg har givet plads til Kalundborg Havnepark. Det er 10 år siden arbejdet med at rive den næsten 50 meter høje silo ned begyndte. Her er tilbageblik i billeder.

Arbejdet med at rive en af de mest forhadte bygninger i Kalundborg ned startede en kold januar dag i 2015, nærmere bestemt den 13. januar 2015, hvor en stor såkaldt wiremaskine med en 2,5 tons tung kugle begyndte at banke den tykke beton i stykker på den næsten 50 meter høje silo. Et arbejde som var lagt i hænderne på firmaet G. Tscherning A/S.

Stille og roligt arbejdede mandskab og maskiner sig igennem den store silo, et arbejde som blev fulgt tæt af rigtigt mange Kalundborg borgere, og sidst i juli måned 2015 kunne de sidste maskiner forlade pladsen og Kalundborg var blevet en såkaldt ’øjebæ’ mindre.

Området blev derefter overdraget til Kalundborg Kommune fra Kalundborg Havn og Kalundborg Havnepark begyndte at tage form, men selv om der nu er gået 10 år er Kalundborg Havnepark ikke helt færdig endnu, der mangler stadigvæk ombygningen af det gamle pakhus til et nyt moderne kulturhus/bibliotek

Del