Biler sat i brand natten til søndag
Vestsjællands Brandvæsen blev lige efter midnat lørdag aften alarmeret om brand i bil på Lupinvej.

Af Jens Nielsen
To personbiler blev skadet af brand natten til søndag på en parkeringsplads på Lupinvej i Kalundborg.
Vestsjællands Brandvæsen blev lige efter midnat lørdag aften alarmeret om brand i bil på Lupinvej.
Brandfolkene var hurtigt fremme og kunne konstatere, at det brændte voldsomt fra bagenden af en Polestar elbil og, at der også var forsøgt at sætte ild til en VW Passat.
Med ild i to biler samtidig på den samme parkeringsplads må brandene regnes for påsat.
Brandvæsenet blev tilkaldt igen til samme brand kl. 02.27 hvor meldingen lød på at det røg fra elbilen.
Mandskabet fra brandvæsenet måtte klippe to sidedøre af med deres frigørelsesværktøj for at skaffe adgang til bilens kabine, men branden var ikke blusset op, der var tale om damp fra det slukningsvand der var benyttet tidligere og et termisk kamera viste, at temperaturen i bilen var faldende. Derfor kunne mandskabet hurtigt returnere til stationen igen.
Begge biler er formentligt totalskadet efter branden.
Tilbage i foråret 2022 var der også en påsat brand på den samme parkeringsplads. Dengang brændte et stort skur ned til grunden.